Krigen i Ukraine

Et reelt venstrefløjsperspektiv på Ukrainekrisen

Af

Gorm Winther

Professor (em)

(Skrevet i 2022)

"At sige den slags højt er den rene terrorisme fra lede narkomaner og deres kommunisme" (Jomfru Ane band: "Rebild 76")

I de følgende 3 artikler belyses baggrunden for den russiske invasion i Ukraine. Artiklernes udgangspunkt er den omfattende kognitive hjernevask beskrevet i første artikel der pågår via vestlige medier. Venstrefløjens knæfald for NATO og de globale imperialistiske kræfter er i høj grad et tegn på manglende analyse og skoling i basale marxistiske og socialistiske ideologier. Artikel II beskæftiger sig med imperialismen og militarismen som baggrunden for invasionen i Ukraine. Det har hele tiden været NATOs og den globale herskende klasses politik at inddæmme Rusland og omringe landet, så man kan få adgang til naturressourcer og en billig højt uddannet arbejdsstyrke. Et er folkeret noget andet er sikkerhedspolitik, hvor man selvfølgeligt må gå ud fra, at ingen supermagt vil godkende en anden supermagts aggressive intentioner i nærheden af egne grænser. Således var det med Cubakrisen i 1962, og sådan har det været for Rusland siden 90'erne. Artikel III ser mere detaljeret på hvad der skete i Ukraine med Maidankuppet, som USA tilrettelagde. Nazistiske strømninger møder man især i det vestlige Ukraine. Vestmagternes og Vestukraines brud på Minsk aftalen, folkemordet iværksat af nazister i Donbass og Ukraine antyder en autoritær fejlslagen stat, der tillader forfølgelse af mindretal, folkemord, etniske udrensninger og krænkelse af menneskerettigheder.

·Apokalypsens fire ryttere

Situationen i Ukraine påkalder sig analyser der sætter sig udover det nærmest massepsykotiske hysteri, der har præget debatten i Danmark såvel som internationalt. Artiklen rejser spørgsmålet om hvor høj en grad af tillid man kan have til nyhedsformidling, der foregår under en censur udøvet af Big Tech. De fire apokalyptiske ryttere i Johannes åbenbaringen genfødes med Apple, Amazon, Google og Facebook og en underskov af sociale portaler, der alle puster til krigshysteriet og oprustningsspiralen ved brug af sofistikerede psykologiske metoder. Disse kan bedst betegnes som kognitiv hjernevask ved brug af kognitive teknikker befordret af hemmelige tjenesters informationskrig vendt mod den russiske føderation. 80'ernes uafhængige fredsbevægelse var hverken marionetter for Vesten eller Sovjetunionen; at søge fred fremfor avanceret manipulation af hele befolkninger fordrer forhandling og dialog fremfor krigsførelsens politiske økonomi. Det kan kun påkalde sig undren, at venstrefløjen modsat 80'ernes alliancefrie linje i dag gør fælles sag med NATOs militarisme og de verdenskapitalistiske økonomiske centres imperialisme!

Vi er i disse dage vidne til et massehysteri, hvis lige vi ikke har set siden Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956. Alle skal skilte med et pænt lille ukrainsk flag på deres facebook profil. Det gælder uanset om man er politisk korrekt, selvretfærdig "wokist" eller bare et offer for vestlige mediers, amerikanske politikeres og NATO-bureaukraters informationskrig. Massepsykosen henter sikkert sin forklaring i, hvad psykologer ville kalde kognitiv hjernevask - altså det, at man gennem informationskontrol og manipulation af oplysninger vil styre meningsdannelsen gennem bl.a. fupnyheder. Når magthavernes manipulerende medie-propagandister i de imperialistiske centre dagligt bombarderer os med en afgrænset og kontrolleret information, indskrænkes mulighederne for kritisk tænkning og for at skelne mellem sandt og falsk. Det ukrainske flag, der i virkeligheden burde indeholde et svastika eller et Waffen SS's Wolfsangel-symbol er et overfladefænomen eller en fremtrædelsesform for de kognitive teknikker, den herskende klasse i Nordamerika og EU og dens magtapparater bruger, til at ensrette en hel befolknings opfattelser af, hvad der er virkelighed. Man manipuleres til at tro, at det ukrainske flag er et banner for frihed og demokrati og ikke et symbol for den totalitarisme, der er blevet en del af det ukrainske politiske liv siden statskuppet i 2014. Nynazismen er en del af det politiske liv i Ukraine, brigader og grupper under naziflag er indrulleret i de væbnede styrker og i forskellige "lov og orden" aktioner vendt mod mindretal.

Kognitive teknikker

Den kognitive hjernevask er umenneskelig, fordi den tjener til at få mennesker, der er fysisk og psykisk svage til at føle sig skyldige, hvis man uforvarende træder op mod de gældende dagsordener i den linde strøm af nyheder, vi dagligt bombarderes med. Jeg har personligt, om end i få øjeblikke spurgt mig selv, om ikke det jeg siger er forkert på trods af, at dokumentation antyder, at jeg ikke tager fejl eller har uret. Når det jeg ser, ikke svarer til et tilsyneladende flertals ufejlbarlige meninger på diverse "Folkelige portaler" som Facebook, Twitter og andre, er jeg som andre udsat for et gruppepres, som de færreste kan stå imod. Vi er alle sårbare, når vi udsættes for sofistikerede efterretningstjenester og magthaveres brug af manipulatoriske teknikker. At CIA faktisk har et hemmeligt CIA-program med den målsætning, at man vil hjernevaske offentligheden burde være noget, der ville interessere en kritisk journalist. Kritiske journalister er imidlertid så sjældne i dag, at man burde overveje at lade dem udstoppe og udstille på et museum for en for længst svunden tid i Pressehistorien.

Og dog - En nylig rapport skrevet af journalist Sharyl Atkisson understreger, at den amerikanske regerings propagandakampagne, det såkaldte faktatjek er et hemmeligt CIA-program, der tjener til at hjernevaske offentligheden. At CIA og Big Tech regulerer strømmen af oplysninger online, kommer næppe som en overraskelse. Det er noget, der ofte ses i den amerikanske debat om misinformation og fupnyheder. Det opsigtsvækkende i relation til sandhedssøgende kritisk journalistik er ifølge kritikere af de sociale portaler det, at man målbevidst vil sikre sig, at propagandistiske censorer ikke overser den kritiske sande journalistik. Ulykken er her måske ikke så stor. De sandheder der alligevel undslipper sig censurens opmærksomhed, kan man altid brændemærke som "misinformation" eller konspirationsteori. Konspirationstricket bruges til at nedgøre og dæmonisere de, der forsøger sig med faktuelle journalistiske og videnskabelige sandfærdige nyheder og forskningsresultater. Den slags er skam "kvaksalveri", hvis vi befinder os indenfor den medicinske videnskab, eller også betegnes det f.eks. som russisk, kinesisk eller "venstredrejet" propaganda .

Det er efterhånden sådan, at stort set alt, hvad man ser online i dag, er underkastet censur og kontrol. Det man i stedet får, er fupnyheder fremstillet af medarbejdere uden en journalistisk uddannelse. Sanddruelige fortællinger er som antydet en så sjælden foreteelse, at vi efterhånden er endt med spørgsmålet: Er der overhovedet nogle "nyheder", man kan stole på. Mange journalister i USA er ikke rigtige journalister; de rigtige er for længst blevet bragt til tavshed. De er "canclede", eller som vi sagde det i 70'erne i forbindelse med Vesttyskland og forfølgelsen af venstrefløjen - de er udsat for "Berufsverbot". Nyhedsformidling på nettet foregår ved hjælp af betalte propagandister, der erstatter journalister og forskere. Disse meningsdannere er også de, der beslutter, hvad der er "ægte", og hvad der er "falsk". De mange, der udelukkende er afhængige af internettet mht. "nyhedsformidling", er med andre ord i alvorlig risiko for at blive kontrolleret af hemmelige tjenester, multinationale "Big Tech" selskaber, internetportaler og tvivlsomme regeringers "sandhedsministerier". Den kognitive hjernevasks Janushoved handler kort og godt om nedbrydelse af den samfundskritiske journalistik og samfundsvidenskab. Processen med nedbrydning af den enkelte, der bedriver kritisk analyse, baserer sig på bedrageri og løgn. Dette indebærer, at man i den kapitalistiske overbygning mere end nogensinde forvrænger virkeligheden ved at gemme oplysninger, lyve eller bedrage.

Den altoverskyggende målsætning er, at man vil disciplinere en hel befolkning til underdanigt at indordne sig et samfundsmæssigt gruppepres. Du har værsgo at underordne dig. Du skal tro på, at Putin er den rumænske kong Vlad, prototypen på en blodsugende Dracula, der er ondskaben selv. Han skal have en tyk pæl hamret gennem sit hjerte. Han skal dø sagde en forsumpet alkoholiseret amerikansk politiker - er der ikke en Brutus, der er parat til at føre kniven mod denne moderne inkarnation af Adolf Hitler? Og gruppen af lemminger skal naturligvis frådende følge trop og gøre, hvad gruppen beslutter i god underdanig orden. At ramme en pæl gennem ondskaben retfærdiggør "humanitære interventioner", som vi allerede så det, da Clintonadministrationen og NATO terror-bombede den serbiske civilbefolkning i det tidligere Jugoslavien. Vil man ikke underkaste sig det nyliberale verdensbillede hører man til i Draculas rige - i dag Putin, i går Milosevic mens bosniske muslimske krigsforbrydere gik fri. At man med held ødelagde det enestående jugoslaviske eksperiment med arbejderselvforvaltning, blev til babyen man kastede ud med det skidne badevand.

Hermed knæsættes også ideen om den absolutte kollektivisme fremfor en dialektisk frugtbar relation baseret på, at syntesen mht. individualismen indenfor kollektivet skaber noget, der er kvalitativt bedre. Den individuelle identitet skal ifølge flertalstyrannerne være suverænt styret af gruppepresset, og som følge af dette udviskes ens personlighed. Man overtager alene det majoriserende flertals identitet. Vi befinder os i en dybt foruroligende tid, der kun kan give associationer tilbage til den massepsykose, der udsprang af Joseph Goebbels propanda-ministerium og Nazismens entré i Tyskland.

Hvor er venstrefløjen?

Man turde vel i denne sammenhæng forvente, at den danske venstrefløj skulle være de første til at se kritisk på "nyheder", fremfor at lade sig besnære af en kognitiv hjernevask; i stedet er der imidlertid nogle, der er forfaldet til den rene opportunisme måske endda styret af den samme psykologisk mekanismer som lige beskrevet. Det var i mange år god latin på venstrefløjen med DKP som en undtagelse, at man hverken lå under for Washington eller Moskva. Er det virkeligt sandt, at man har forladt denne holdning, når det kommer til sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål? Noget kunne tyde på, at ledende kræfter i SF og Enhedslisten ikke har analysen i orden. Endnu værre er det, hvis der i virkeligheden er sket et hamskifte, så man nu iagttager en følgagtighed overfor Yankee-imperialismen, NATOs aggressive militarisme, ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU regi og den ukrainske fascisme. Hvor vi f.eks. tidligere så et USA-kritisk indstillet SF, der ville afruste Danmark og forlade NATO, ser vi nu en NATO-venlighed og en accept af, at vi fjerner forsvarsforbeholdet.

Man vil, hedder det sig, "rive kontrakten mellem det danske selskab Ørsted og det russiske selskab Gazprom i stykker." Både SF og Enhedslisten vil sammen med de borgerlige lave et forbud i EU mod import af russisk gas. Forude venter yderligere prisstigninger på energi, der vil ramme pensionister, uddannelsessøgende, og medlemmer af lønarbejderklassen hårdest. En marginal krone for disse grupper betyder mere end for det urbane småborgerskab og de socialliberale mellemlag. Disse "salonkommunister" har så mange penge, at de kan aflyse klassekampen og føre identitetspolitik. SFs Karsten Hønge, tømrersvenden, der ellers udmærker sig ved at tale pensionisternes og lønarbejderklassens sag, stiller sig nok så festligt op foran den russiske ambassade sammen med alle disse politisk korrekte borgerlige og småborgerlige venner af det semi-fascistoide Ukraine.

Enhedslisten er tilhængere af brugen af de hårdest mulige sanktioner mod Rusland. Man siger nok så smukt, men desværre forvrøvlet, at man ønsker målbevidste økonomiske sanktioner, der angiveligt alene skulle ramme Ruslands elite - hvor blev den russiske arbejderklasse af i dette regnestykke? Man tror endvidere, at man kan afskære Rusland fra de globale finansielle systemer indenfor det verdenskapitalistiske system. Igen forvrøvlet - for de, der hidtil har handlet med Rusland gennem brug af Swift systemet, bliver nødt til at finde andre måder at betale vareimporten eller afregne eksporten på - hvad man allerede gør. Glem ikke, at Rusland har opbygget en valutareserve, og at vestlige banker har tilgodehavender i russiske banker. Hertil kommer, at Rusland og Kina er i færd med at udvikle et alternativt internationalt betalingssystem med et andet betalingsmiddel end den almægtige dollar. Tror man virkeligt seriøst på, at den tidligere Sovjetøkonomi ikke kan klare sig uden handel med Vesten? Rusland kan omlægge hele sit handelssamkvem til at gælde venligtsindede stater, herunder især den gigantiske kinesiske økonomi, men også andre økonomier indenfor BRIC landene - mon ikke vi herefter godt kan forberede os på, at vi skal lukke de vestlige haver.

Venstrefløjen ønsker sig et permanent stop for import af gas, olie og kulimport fra Rusland muliggjort gennem hurtig og massiv udbygning af grøn energi i Europa. Selv hvis det var muligt at substituere til grøn energi med det samme, kan dette naturligvis ikke yde den samme kapacitet som importen af de tre vigtigste energikilder fra den ene dag til den næste. Den slags er overbudspolitik!

Og hvad ville man gøre, hvis den russiske stat eksproprierer multinationale selskabers aktiver opstået gennem direkte investeringer i Rusland? Man behøver end ikke at kompensere selskaberne nu da Vesten kan ekspropriere russiske formuer uden kompensation. Værsgo' her er der en gratis overførsel af know how og teknologi eksproprieret uden erstatning. Alene det, at Rusland kan lukke for gashanerne ville være et alvorligt slagtilfælde for den europæiske økonomi. De vedtagne sanktioner er myggestik i forhold til, hvad Rusland reelt kunne gøre og højest sandsynligt vil gøre, hvis situationen tilspidses yderligere.

Sanktioner kan tage sig meget uskyldige ud, for der er jo ikke tale om rigtig krig - eller er der? Det er faktuelt forkert at fremstille disse overgreb som "fredelige"; sanktioner er en krigshandling iværksat af en global herskende klasse og denne klasses villige redskaber - politikere, bureaukrater, mediemoguler og forskellige andre centrale beslutningstagere. Sanktionerne er vendt mod arbejdende mennesker. Sanktioner rammer med andre ord hovedsageligt lønarbejderklassen, der får udhulet sin købekraft, hvis der opstår vareknaphed og efterfølgende prisstigninger som følge af sanktionerne. Hertil kommer den arbejdsløshed, der vil opstå på begge sider af "det nye jerntæppe", fordi økonomiernes globale produktionskæder skæres i stykker. Dette udhuler igen købekraften og forarmer de mennesker, der skal leve af at sælge sin arbejdskraft. Endeligt kan sanktioner føre til medicinmangel og en forringet fødevaresikkerhed, der i Venezuelas tilfælde fik et folkemords-lignende udfald med over 40.000 dødsfald. Når enhedslistens Pernille Skipper således stiller sig op og vil blokere danske havne for russisk sejlads, og når hun taler for andre sanktioner i strid med internationale aftaler, tilslutter hun sig den globale herskende klasses undertrykkelse af den russiske og den Vestlige arbejderklasse, og det kan hun ganske enkelt ikke være bekendt, hvis hun kalder sig socialist.

Det værste er dog, at flertallet i enhedslistens hovedbestyrelse er parat til at bevæbne den ukrainske nationale arme, hermed også de dele af armeen som opererer på et klart nazistisk grundlag, og som har begået et omfattende folkemord i Donbass regionerne. Det er vanskeligt at forestille sig, at et socialistisk parti nu vil deltage i støtte til den Ukrainske arme med 2700 panserværnsvåben. Og omend beslutningen skabte splittelse i enhedslistens hovedbestyrelse og kun blev vedtaget med et snævert flertal, er det klart, at der samlet set i de to venstrefløjspartier findes medlemmer, der har forladt en alliancefri, pacifistisk og neutral linje i forhold til interimperialistiske modsætninger og rivaliseringer.

Med frygten som drivkraft

Når den danske venstrefløj nu er parate til at gøre fælles sag med USA og NATO og det heraf følgende bevidstløse og farlige oprustningsræs, der uvægerligt følger af disse reaktionære kræfters skalten og valten med den globale sikkerhed, er der mere end nogensinde god grund til at se tilbage på 80'ernes venstrefløj og den alliancefrie linje den uafhængige fredsbevægelse bakkede op om. SF's tidligere formand Gert Petersen skriver i sit monumentale værk "Med Frygten som Drivkraft - tanker om den kolde krig", at den kolde krig hentede sin årsag i den gensidige frygt, der motiverede de to supermagters sikkerhedspolitiske tiltag. Situationen i dag omkring Ukraine har beklageligvis genskabt dette absurde hysteri. Det paradoksale i 80'erne var, at ingen af parterne under den første kolde krig egentligt havde til hensigt at angribe den anden. Planerne var der naturligvis, og man oprustede da også i en mistillid på begge sider, der truede de menneskelige samfunds overlevelse. Det var imidlertid ikke høgene på begge sider, men fredsbevægelsen i 80'erne der gjorde op med en reflektorisk tænkning og de gensidige fjendebilleder. Mistroen var drevet frem af en hverdagsbevidsthed, der ikke var meget anderledes end den, vi konfronteres med i disse dage omkring Ukraine og i det hele taget forholdet til Rusland og Kina. På grund af 80'ernes demokratiske stræben på at ændre udenrigspolitikken og sikkerhedspolitikken i en mere forsonlig retning indledtes en proces, der med Sovjetimperiets opløsning kunne havde ledt til en varig fred. Nu da Warszawa-pagten var nedlagt, ville det havde været passende om ikke NATO også var blevet opløst. Sådan kom det ikke til at gå; NATO ekspanderede i stedet mod øst og nedefra og op under bugen pga. af et svækket Rusland. Socialdemokraten Lasse Budtz og venstrefløjens "Fodnotepolitik", hvor meget klogere den end var i forhold til det bevidstløse oprustningsræs den nuværende regering deltager i, blev desværre til en historisk parentes. Dette kan imidlertid på sin side ændres, hvis fredskampen igen tages op vendt mod alle supermagter og NATO. Høgene i Washington er uden tvivl den største fare for verdensfreden, hvilket de har været lige siden man indledte omringningen af Rusland gennem ekspansionen mod øst i 90'erne.

Klart er det naturligvis, at "Good Guys - Bad Guys" doktrinen ingen gang har på jorden i Ukrainekonflikten. Som i så mange andre krige er sandheden den, at der kun findes "bad guys" og det på begge sider. Den nykonservative Putin er ikke kommunist, som mange fejlagtigt tror. Han repræsenterer et parasitært kapitalistisk oligarki der, hjulpet på vej af vilde privatiseringer anbefalet af vestlige nyliberale økonomer, kunne overtage kontrollen med den statsejede rigdom og de mange naturressourcer. Man tilegnede sig den akkumulerede kapital, som generationer af sovjetiske arbejdere og landmænd havde opbygget siden Oktoberrevolutioner med fantastiske afsavn, som vel de færreste i Vesten kan forestille sig.

Når lederen af repræsentanternes hus i den amerikanske Kongres Demokraternes Nancy Pelosi og andre i dag imidlertid fremstiller Putin som en inkarnation af selveste Adolf Hitler, er der tale om senilt sludder i Pelosis tilfælde og infantilt sludder, når det kommer til yngre kræfters blændværk. Putin skulle angiveligt havde været den udfarende kraft i forhold til anerkendelsen af Lugansk og Donetsk. Ikke desto mindre var det faktisk ikke selvsamme Putin, der var den toneangivende kraft, da den russiske DUMA i februar anerkendte Lugansk og Donetsk. Den udfarende kraft var såmænd det reformerede russiske kommunistiske parti og lederen Gennady Zyuganov, der pressede på for, at Dumaen vedtog en resolution, der opfordrede regeringen til at anerkende uafhængigheden for de to russisktalende løsrivelsesrepublikker.

Dette skal naturligvis ikke retfærdiggøre en invasion ind i det vestlige Rest-Ukraine omend den sikkerhedspolitiske situation gør invasionen forklarlig. Putins krav om, at Ukraine skal "demilitariseres" og "afnazificeres" er forståelige krav, især set på baggrund af omringningen af Rusland med placering af farlige atom- og konventionelle våben og tropper op til Ruslands grænser. Men både Vestens og Natos inddæmning af Rusland, såvel som Ruslands invasion af det vestlige Ukraine må som nævnt fordømmes. Til gengæld må Vesten tvinges til forhandlingsbordet, hvad man hidtil har unddraget sig på trods af gentagne russiske forsøg på dialog. De forberedelser, som det russiske militær traf mht. at invadere såvel som selve invasionen indebærer måske nok, at man kun går efter militære mål. Desuagtet kan dette være vanskeligt, hvis paramilitære vestukrainske nazistyrker placerer militære poster i civile områder og bruger civile som menneskelige skjold. Men selv angreb på militær infrastruktur, luftforsvarssteder, flyvepladser og militærfly udgør en farlig eskalering af konflikten, der ikke burde havde fundet sted. Når man fra russisk side sagde, at man ikke ønskede nogen invasion, for så senere at iværksætte den alligevel, var dette lige så meget en løgn som de mange løgne, vi har fået stukket i næsen fra vestlig side. USA, NATO og Ukraine har hele tiden sagt, at man ønskede fred, mens man brød Minskaftalen og iværksatte folkemord vendt mod den russiske befolkning. Vestukraine tog skridt, der klart havde til formål at provokere. Det kan kun undre, at den danske venstrefløj ikke allierer sig med den russiske venstrefløj repræsenteret ved ledende politiske modstandere af Putin som den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti ikke at forglemme de mange tusinder i Russiske storbyer, der går på gaden for at protestere mod krig, uden at man forherliger den vestlige propaganda.

For venstrefløjen er hovedfjenden alligevel fortsat vestens økonomiske imperialisme, der er at finde hos den herskende klasse i den verdenskapitalistiske lejr. Med venstrefløjens delvise knæfald for den internationale reaktion er der et behov for at tage imperialismekritikken og kritikken af den internationale politiske økonomi op igen.

II. Imperialismen som kapitalismens højeste Stadium

Artikel II's implicitte doktrin er, at det er den vestlige militarisme og USA's økonomiske imperialisme, der er ansvarlige for, at der opstod en krigsfare og en efterfølgende russisk invasion i Ukraine. Folkeretligt kan man naturligvis aldrig godkende, at et land invaderer et andet land som set med USA's mange krige og altså Ruslands i Ukraine. Men et er det folkeretlige, noget andet er det sikkerhedspolitiske. NATO og USA har siden 90'erne forsøgt at omringe Rusland, så man ville kunne vinde en krig og tilegne sig Ruslands enorme reservoir af naturressourcer, ligesom man ville kunne forcere udbytningsraten på grund af en højt uddannet og billig arbejdskraft. USA selv ville aldrig - og har aldrig - med Monroedoktrien i hånden godkendt en trussel som den Rusland har været udsat for siden 90'erne. Monroedoktrinen legitimerer USA's direkte krige eller krige per stedfortræder gennem NATO og bevægelser hvis undergravende virksomhed USA har finansieret og støttet gennem CIA's muldvarpeoperationer. Således også i Ukraine.

Tænk hvis…

Lad os lave et tankeeksperiment. Prøv at forestille dig et scenarie for fremtiden. Kina og Rusland er allierede. Den amerikanske dollar og økonomi er under indtryk af valutakrisen og overgangen til Kinesiske Yuan som reservevaluta i verdensøkonomien helt i bund. Kina og Rusland har indsat USA fjendtlige marionetregeringer i Mexico og Canada. De to supermagter har oprustet det mexicanske og det canadiske militær, man har pumpet milliarder af kinesiske Yuan og våben ind i USA's nabolande, og man har opbygget en betydelig militær kapacitet ved at sende militære rådgivere og våben til Mexico og Canada. På samme tid har Kina, der allerede allierede sig med den socialistiske cubanske østat i 2025, opstillet nukleare missiler for at befæste Cubas forsvar overfor en amerikansk aggression, der har stået på i over 75 år.

Monroedoktrinen

Med Monroedoktrinen i baghånden ville man næppe kunne forvente andet end, at USA i en sådan situation ville gøre præcist det samme, som den røde hær i Ukraine gør i disse dage. Man ville gå til angreb på de russiske og kinesiske aggressorers nikkedukker. Under indtryk af de selvretfærdiges woke-kultur er det politisk korrekte naturligvis, at man på et moralsk og angiveligt folkeretligt grundlag fordømmer en større nations aggression mod en mindre og svagere nation. Sådan spiller klaveret imidlertid ikke, når det kommer til sikkerhedspolitik. Det ukrainske krigsscenarie i 2014 - 2022 kunne have været undgået, hvis yankee-imperialismen og NATO havde anerkendt Ruslands legitime sikkerhedspolitiske interesser allerede efter, at Michael Gorbachov med Hans Magnus Enzenbergers ord gik over i historien som tilbagetogets helt. Efter dette burde der ikke mere havde været behov for en NATO-forsvarsalliance, der siden 90'erne er gået hen og blevet en angrebsalliance.

Oprindeligt legitimerede Monroedoktrinen, der var formuleret af John Quincy Adams, USA's angivelige ret til at beskytte latinamerikanske lande og i det hele taget amerikanske stater mod Europæisk kolonialisme. I 1904 tilføjede præsident Theodore Roosevelt Monroedoktrinen den interventionisme, vi kender i dag. Nyorienteringen udstak startbanerne for den amerikanske dominans i Latinamerika legitimeret ved beskyttelsen af amerikanske selskabers investeringer og USA's økonomiske interesser. Under den første kolde krig trådte USA ind i ny-imperialismens fase, hvor man ikke bare så Latinamerika som en interessesfære. USA blev efter 1945 den ene af de to rivaliserende supermagter, der søgte indflydelse globalt. At USA fortsat ser Monroedoktrinen som legitimerende for imperialisme og hegemoni, kom bl.a. til udtryk gennem Reaganadministrationens interventioner i Nicaragua og El Salvador. Senest så vi det i forbindelse med Trumpadministrationens sikkerhedspolitiske rådgiver John Boltons tale i 2019 til antisocialistiske veteraner, der i 60'erne var støttet og trænet af USA i forbindelse med aggressionen i Svinebugten i Cuba. John Bolton annoncerede i 2019 nye sanktioner mod Venezuela, Cuba og Nicaragua, samtidig med at han bekræftede Monroe-doktrinen som det, der styrer USA's internationale politik. At tro at dette er anderledes, hvis en Obama var der, hvis Biden er der eller hvis Hillary en dag overtager er naivisme.

USA's hegemoni

Vi skal ikke glemme, at verden i 1962 var på randen af en 3. verdenskrig, fordi USA ganske som Rusland i dag den gang så sin sikkerhed truet pga. sovjetiske missiler i Cuba. Med Monroedoktrinen har skiftende præsidenter givet erklæringen en så bred fortolkning, at det oprindelige fokus på forsvar er blevet til angreb efter Carl Von Clausewitz "det bedste forsvar er angreb doktrin". Kan USA imperialismen ikke angribe selv, fordi dette ikke vil befordre et image baseret på lidt frihedspræk og et demokratisk lag fernis, fører man sine krige pr. stedfortræder. Man finansierer, udstyrer og bevæbner kræfter, der tjener USA's økonomiske interesser. Dette involverer retten til at fjerne og sammensværge sig mod i nogle tilfælde selv demokratisk valgte regeringer, udøve aggression og angribe mindre stater i Latinamerika, Sydøstasien, Caribien, Mellemøsten og på Balkan - Kennedy, "Bombe Johnson" og senere Nixons krigsforbrydelser mod civile i Vietnam, Cambodia og Laos folk blev dokumenteret til fulde af Bertrand Russel tribunalet, der bl.a. påviste brugen af napalm og terrorbombning af civilbefolkningen. Man har anvendt de mest gruopvækkende våben herunder kemiske våben vendt mod civile, biologiske våben som Agent Orange i Vietnam, Laos og Cambodia der endnu forgifter mennesker.

Senere den ulovlige blokade mod Cuba, "operation Mongoose", gentagne attentater på Fidel Castro og den militære aggression i Svinebugten. Så var der kuppet vendt mod den demokratisk valgte regering i Chile i 1973 og mordet på Salvador Allende. Senere igen Reaganadministrationens infiltration og krigsførelse pr. stedfortræder vendt mod Nicaragua og El Salvador i 80erne. Hertil, Bush-klanens folkemord i Irak, Clinton-administrationens terrorbombninger af den Serbiske civilbefolkning i Beograd og i den forbindelse støtten til islamistiske hellige krigere i Bosnien og Kosovo. Sidste men ikke mindst i nyere tid Obama-administrationens og "Killary Clintons" subversive fremfærd i forbindelse med adgangen til det daglige oliefix og "Det arabiske forår", der destabiliserede fremfor at demokratisere; det vidste man udmærket godt, og alligevel banede man vejen for den islamiske fundamentalisme til Saudiernes tilfredshed. I Syrien støttede USA ISIS og El Qaida grupperinger med henblik på at vælte Assad. Denne form for krigsførelse så vi i Venezuela i forbindelse med det første strandede kupforsøg vendt mod den demokratisk valgte Hugo Chavez, og med det andet forsøg på at vælte den demokratisk valgte Nicolás Maduro og indsætte marionetten Juan Guaidó, som nu befinder sig i USA. For nyligt forsøgte man at infiltrere i Cuba igen uden held.

Efterfølgende tildeler man så skurkeroller til lokale politikere i et uskønt propagandistisk felttog. Informationskrigen indeholder en subtil totalitarisme, og der er reelt tale om en kognitiv hjernevask som efterretningstjenester og totalitære regeringer har anvendt lige siden den nazi-inficerede apologetik for jødeforfølgelser. Man har iværksat teatralske falsknerier omkring en imaginær fjende. Man bruger ord som "humanitær interventionisme", der dækker over terrorbombninger af civilbefolkninger. Værdiladede ord som "fløjl", "forår" eller positive farver indgår i hjernevaskens vokabularium - hvem har nogensinde hørt om en sort- eller sækkelærred-revolution?

Hver gang det samme - Man er parat til at dæmonisere statsledere - i virkeligheden måske et helt folk; man støtter undergravende virksomhed vendt mod en stats indre sikkerhed, iværksætter sanktioner, forøver attentater, tilrettelægger statskup og indsætter "venligtsindede regeringer", hvor det principielt er ligegyldigt om man derved allierer sig med islamistiske, fascistiske eller nynazistiske kræfter. Det væsentlige er, om det tilgodeser USA's interesser i at fremme en økonomisk imperialisme og et hegemoni, hvor det er USA og USA gennem NATO, der mener sig berettiget til at være "verdens politibetjent" og hegemon. Siden den anden verdenskrig har USA været involveret i 19 krige, og hvis man tæller op lige fra de blodigste konflikter i Korea, og Vietnam til Irak, og Afghanistan får man det makabre resultat, at USA er ansvarlig for millioner af døde, herunder mange civile. Man fabulerede en del om folkemord i det tidligere socialistiske Jugoslavien, men det er for ingenting at regne mod de uhyrlige tabstal vi nævner her. På trods af dette ser vi kun i mindre grad den samme fordømmelse og de samme krav om sanktioner vendt mod USA, som man nu ser selv den danske venstrefløj kræve effektueret i forhold til Rusland (!)

Og vi taler med dette tal kun om USA's direkte engagement i krige. USA har flere liv på samvittigheden end de mange millioner, vi nævner her. Den uafhængige Journalist Patrick Henningsen, som den vestlige censur forsøger at knægte (lukning af hans hjemmeside), beskriver meget rammende de gentagne amerikanske interventioner som angreb og i nogle tilfælde attentater, hvor man altid skjuler sig bag en forbundsfælle, man selv har fremelsket og indsat. Det engelske ord er "war by proxy" eller på dansk "krig ved stedfortræder".

US-Imperialismen

USA's ageren overfor udviklingsøkonomier og lande der vælger en anden kurs end globaliseringen og den nyliberale kurs dikteret af IMF og Verdensbanken er, hvad vi ud fra en marxistisk analysemodel ser som en fremtrædelsesform, det konkrete eller et overfladefænomen. Dette former individers falske hverdags-bevidsthed. På den måde ser man ikke, hvad der er nedenunder overfladefænomenet. Man får ikke afdækket det abstrakte - kapitalismens og imperialismens væsen - startende med vareanalysen og en oprindelig national kapitalisme i en historisk bevægelse op til kolonialismen og imperialismen og en ny forståelse af den samfundsmæssige kompleksitet.

Imperialismens ageren siden 90'erne har til stadighed været rodfæstet i profitøgning og kapitalakkumulation for multinationale selskaber. I 90'erne kunne USA og Vesten pludseligt optræde politisk som hegemonen, der styret af multinationale selskabers interesser sikrede sig adgang til det russiske "marked" . Man fik adgang til at etablere datterselskaber og nyetableringer gennem chokterapi og vilde privatiseringer. Bag det hele lurede spørgsmålet om den for kapitalakkumulationen vigtige energisikkerhed. Den tidligere Sovjetøkonomis anselige reservoirer af råstoffer gennem udvindingen af olie, gas og andre rå- og hjælpestoffer skulle bidrage til at øge de imperialistiske staters nationalindkomst endnu mere. Den højt uddannede arbejdskraft, der ovenikøbet var billig, og et svækket politisk system der kunne kontrolleres af økonomiske og politiske vestlige beslutningstageres magt, ændrede i 90'erne Rusland til en stat med vasallignende træk. De multinationale selskabers direkte investeringer muliggjorde den gang som i dag en kapitaleksport, der hæmmer en økonomis udviklingspotentialer og evne til at skabe en selvhjulpet økonomisk vækst. Kapitaleksporten igangsættes på grundlag af en forceret udbytningsrate og overnormale profitrater. Hvis denne udvikling havde kunnet fortsætte, ville det højest sandsynligt lede til det samme som set i udviklingsøkonomierne og i Ukraine i dag - kapitalmangel og stagnation.

Når nyhedsbureauer og sociale portaler svømmer over med falske nyheder og en dæmonisering af politiske ledere - ikke at forglemme hele befolkninger - handler det en del om værdiladede ord fra det liberale demokratis vokabularium. Den implicitte sandhed går på den vestlige opfattelse af demokrati, individuel frihed, ytringsfrihed, pressefrihed og i øvrigt en nations ret til selv at vælge sin politiske og økonomiske udviklingsvej, når blot den ikke afviger fra de nyliberale sandheder. Portalerne svømmer over med et had mod anderledes tænkende, i Danmark og internationalt. Der pågår en omfattende dæmonisering af de fæle russere især Putin, der ikke skal have ret til at klynge sig til en sikkerhedspolitisk doktrin - alt sammen noget der i virkeligheden dækker over en imperialisme, der sætter alle borgerlige frihedsrettigheder, pressefriheden og menneskerettighederne ud af kraft. I strid med internationale aftaler og international ret ser vi disse dage at autoritære kræfter i EU og Nordamerika har iværksat censur vendt mod nyhedskanalerne "Russia Today, Sputnik og i USA er Fox News under angreb. Man har krænket den højt besungne private ejendomsret ved at ekspropriere private formuer, man forbyder på trods af internationale aftaler logistik af sø- eller luftvejen, og man iværksætter sanktioner.

USA og NATO har lige siden 1990 på trods af James Bakers og Hans Dietrich Genschers løfter om ikke at ekspandere mod øst rykket sin interessesfære helt over til Ruslands grænser ved at optage Øst- og centraleuropæiske lande i NATO. Man kan med god ret spørge sig selv, hvorfor dette var nødvendigt, nu da der ingen fjende var mere. Strategien var den, at omringningen af Rusland skulle give den vestlige imperialisme overtaget. Man ville havde indlemmet Rusland i den vestlige interessesfære, så man kunne få uhindret adgang til Ruslands naturressourcer og den billige højtuddannede arbejdskraft.

Den russiske nation, statsapparatet, de russiske institutioners sikkerhed har siden 90'erne i stigende grad måtte imødese trusler udefra. Her handler det ikke bare om den ydre militære trussel påtvunget af imperialismen; det handler i lige så høj grad imperialistiske staters undergravende virksomhed i form af støtte til femtekolonne-virksomhed og til subversive organisationer, der har erklæret, at man vil iværksætte revolutioner eller kontrarevolutioner. At Putin indenrigspolitisk som en del af dæmoniseringen af russere er en diktatorisk oligark og en galionsfigur for den herskende klasse af nykonservative i Rusland ændrer ikke på, at selv et reformeret kommunistisk parti ved magten igen i Rusland ikke ville ændre på Ruslands legitime sikkerhedspolitiske krav. Disse krav er ikke anderledes end de USA har brugt til at legitimere sine imperialistiske krige. Hvis vi vender tilbage til den marxistiske analysemodel, er bragesnakken om demokrati, frihed og lighed et overfladefænomen, der tilslører imperialismens inhumane væsen og de multinationale selskabers profitøgning. Inddæmningen af Rusland er begrundet i energisikkerhed, fødevaresikkerhed og adgang til billige råstoffer og arbejdskraft. I det Ukrainske kornkammer er det fødevaresikkerheden og i Donbass skal vi ikke glemme forskellige mineraler i Donetsk- og Lugansk regionerne. Man har fundet omkring 850 sedimenter, hvoraf der kan udvindes 40 råvareformer. Det drejer sig om malm samt ikke-metalliske og brændbare stoffer. Samlet andrager de mineralske forekomster 12% af al naturlig rigdom i de såkaldte "postsocialistiske lande". I den nordlige del af Lugansk-regionen (Krasnogorovskoe-grunden) og Donetsk-regionen (Krasnolimanskoye-deponering) er der naturgasforekomster. Ukraine der i 90e'erne var et industrialiseret land med et omfattende eksportpotentiale er blevet afindustrialiseret, fordi US-imperialismen ville dette. Forude troede man at de multinationale selskaber i stedet skulle rykke ind og kolonialisere samt udbytte dette ressourcerige land.

III . Ukraine er en halvautoritær stat der tillader Nazisme og højreekstremisme

Artikel III beskæftiger sig med den indenrigspolitiske situation i Ukraine de seneste 8 - 10 år. Ukraine er ikke et demokratiske samfund. Menneskerettighederne krænkes, etniske minoriteter forfølges, venstrefløjspartier kriminaliseres og folkemordet i Donbass har ledt til tusinder af civiles dødsfald. Maidankuppet tilrettelagt af USA var ikke en autentisk revolution, og der var under ingen omstændigheder tale om, at omvæltningen kunne legitimeres som demokratisk. Det var et blodigt kup, og det var ulovligt på trods af Vestens opbakning til de nynazistiske kupmagere. Det er kuppet, der bærer skyldes for hele invasionsmiseren. Minsk aftalen blev brudt af de vestlige medunderskrivere, nationalistiske og fascistoide kræfter i Ukraine. Man har - også i den hjemlige debat forsøgt at bagatellisere den ukrainske fascisme. Flere vestlige medier som New York Times har kaldt bataljonen nynazistisk. Selv USA Today, The Daily Beast, The Telegraph og Haaretz har bekræftet, at Azov-krapylet og andre organisationer udstiller sig med hagekors, honnør og nazistiske symboler. Man ignorerer i den hjemlige debat historier om Ukraines reaktionære nationalisme med fupnyheder om, at højrenationalisme og fascisme i Ukraine angiveligt skulle være russisk propaganda. Den går imidlertid ikke. Historierne stammer fra vestlige medier, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center samt Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House. Disse kilder udsendte en fælles rapport, der advarede om, at Kiev mister magten, fordi højreekstremistiske bander arbejder ustraffet.

Maidankuppet

I februar 2014 indledte et ukrainsk nationalistisk og fascistisk mindretal støttet og opmuntret af USA protestaktioner i den ukrainske hovedstad Kiev. Der var tre primære intentioner bag disse demonstrationer. Man ville for det første vælte den demokratisk valgte præsident Viktor Janukovitj. For det andet ville man arbejde for, at Ukraine skulle indtræde i Den Europæiske Union, og for det tredje ønskede man en forfatningsændring til det samme, som den var tidligere mellem 2004 og 2010. Euromaidan indledte sine aktioner i 2012, men det var først to år efter at bevægelsen fik gennemslagskraft, fordi højre-nationalistiske og fascistisk kræfter som Svoboda ("Frihed") og "Right Sector" overtog kontrollen med demonstrationerne i Kiev.

Den vestlige propaganda fortæller os, at den anden kolde krig mellem USA og Rusland startede på grund af at Rusland støttede og medvirkede til Krim og Donbass brud med Ukraine. Indtil februar 2014 havde Ukraine en demokratisk valgt regering. Maidankuppet i 2014 ændrede på dette, så en rabiat højredrejet og anti-russisk bevægelse med amerikansk og vestlig støtte kunne iværksætte et voldeligt kup, der bragte en rabiat antirussisk regering til magten. Den populære vestlige myte går på, at der igen var tale om en af disse farverevolutioner CIA med stor akkuratesse - heldigvis med skiftende held - har promoveret. At der var tale om en lille gruppe af højre-rabiate fascistoide kræfter har intet med et demokratisk regeringsskifte at gøre. Kuppet var organiseret af den amerikanske regering, og det blev på samme tid også signalet til, at drømmen om den endegyldige kvælning af Rusland gennem NATOS omringningsmanøvre, belejringen af Rusland, støtten til en indre femte kolonnes undergravende virksomhed og ultimativt krig mod Rusland, måske kunne gennemføres. At man fra russisk side så dette som amerikansk aggression, er fuldt ud forståeligt. Krigsscenarierne udelukkede ikke en målsætning om at placere atommissiler i Ukraine mindre end ti minutters flyvetid fra Moskva. I realiteten finansierer og bevæbner Vesten den ukrainske hær med konventionelle våben. Senest har Victoria Nuland hårdt presset i det mindste anerkendt, at man har finansieret etableringen af laboratorier for biologisk krisførelse i Ukraine. Dette er ikke bare noget, man gør lige nu, det har stået på lige siden Maidankuppet. Efter det af USA orkestrerede ukrainske kup i 2014 havde Rusland al mulig grund til at frygte en kommende udstationering af NATO's atommissiler samt andre missiler og avancerede våben. Hertil kom naturligvis den konventionelle krigsfare. Indlemmede man Ukraine i NATO, ville man med konventionelle styrker kunne nå Moskva på mindre end en dag. Man skal a pro pos A-våben ikke glemme, at Ukraine for nyligt proklamerede, at man ville genopstille atomvåben på Ukrainsk jord. Først d. 27/2 i år proklamerer den såkaldte gale mand i Kreml, at man som modtræk ville mobilisere afskrækkelsesstyrker med atomvåben.

Fremtidens historieskrivere vil uden tvivl kunne enes om, at der var tale om et kup, der startede på Maidanpladsen. Der var ikke tale en autentisk revolution, som hævdet af amerikanske kilder, og der var under ingen omstændigheder tale om, at omvæltningen kunne legitimeres som demokratisk. Det var et blodigt kup, og det var ulovligt, uanset om den vestlige angrebsalliance NATO og imperialistiske kræfter i USA gav det sin fulde opbakning. Kræfter i Vesten især fra USA må drages til ansvar for dette kup. For det er kuppet, der bærer skyldes for hele den misere, vi står i nu med den russiske invasion, diskriminationen af den russiske befolkning og myrderierne i det østlige Ukraine især foranstaltet af den nazistiske Azov-bataljon og lignende grupper. Hvem var de ledende folk i USA, der burde kunne drages til ansvar for at slå ind på denne farlige kurs, der markerer skiftet til den anden kolde krig med en efterfølgende fare for en verdenskrig og en global atomudslettelse.

Fascistiske organisationer og Maidankuppet

Det er klart, at Obamaadministrationen og den nuværende præsident Joe Biden ikke kan sige sig fri for at have spillet en rolle. Obamas udsendte diplomat Victoria Nuland, der skulle "føre tilsyn" med kuppet i februar 2014, indtog en afgørende rolle både mht. at vælte den demokratisk valgte regering og mht. at installere den højre-rabiate kupledelse vendt mod russiske borgere og selve den Russiske føderation. Telefonsamtalen mellem hende og USA's ambassadør i Ukraine, Jeffrey Pyatt blev uploadet til YouTube den 4. februar 2014 og den demonstrerer, hvor meget USA, Obama og Biden samt fremtrædende amerikanske politikere var involverede i kuppet. Man sidder ligefrem i et andet land end USA og diskuterer, hvem der skal sidde i den fremtidige regering. EU's håb om en demokratisk og mindre korrupt fremtidig regering end hidtil, affærdiges af Nuland med det berømte ord "Fuck the EU". I stedet iscenesætter hun overfor Pyatt valget af den fanatiske antirussiske Arseniy Yatsenyuk som premierminister.

Den fascistisk bevægelse i Ukraine i 2014 talte flere større politiske partier. I forbindelse med kuppet spillede det ultranationalistiske Svoboda og lederen Oleh Tyahnybok en central rolle i Maidankuppet. Et væsentligt politisk punkt på Tyahnyboks dagsorden var befrielsen af Ukraine fra den såkaldte "moskovitiske-jødiske mafia". Man plæderede for en hård ukrainsk nationalisme, hvilket medførte, at mange russiske, jødiske og andre internationale organisationer fordømte Svoboda som en fascistisk organisation. I det ukrainske parlament, havde Svoboda i 2014 hele 37 mandater. Flere Svoboda medlemmer indtog fremtrædende stillinger inden for den ukrainske regering. Vicepremierministeren, landbrugsministeren, fødevareministeren, miljø- og naturministeren, guvernøren i Poltava, Ternopil og Rivine Oblasterne var alle medlemmer af Svoboda, mens de sad i den ukrainske regering. Tyahnybok stedfortræder Yuriy Mykhalchyshyn udmærkede sig ved sin glæde over Joseph Goebbels; manden grundlagde endda en tænketank "Joseph Goebbels Politiske Forskningscenter." Mykhalchyshyn tegnede hovedforbindelsen mellem Svobodas officielle fløj og nynazistiske militser. Nuland kendte til den ukrainske fascisme og lederen Oleh Tyahnybok. Sikkert for at kunne bevare USA's lag af demokratisk fernis, sikrede hun sig klogt ved at bestemme, at Tyahnybok ikke skulle have en fremtrædende post. I stedet skulle han regelmæssigt rådføre sig med Arseniy Yatsenyuk fire gange om ugen. Svoboda's åbenlyse pro-nazistiske politik afholdt ikke senator og tidligere præsidentkandidat John McCain fra at tale til et Euro-Maidan rally sammen med Tyahnybok. Og Obamas topdiplomat den senere viceudenrigsminister for europæiske anliggender Victoria Nuland så sig heller ikke for fin til at deltage i et venligt møde med Svobodas leder Oleh Tyahnybok i februar 2014. Ifølge Nuland var "Maidan bevægelsen intet mindre end legemliggørelsen af de principper og værdier, der er hjørnestenene for alle frie demokratier". Ukraine er imidlertid ikke et demokrati, landet styret af det vestlige Ukraine er en autoritær fejlslagen stat!

Samtalen mellem Nuland og Pyatt fandt sted 24 dage før Ukraines demokratisk valgte præsident Victor Janukovitj blev væltet, og 30 dage før den nye person til at lede Ukraines regering, Yatsenyuk, officielt blev udnævnt til at regere. Officielt modtog Yatsenyuk sin nye titel, hvilket set i lyset af Nulands og Pyatts lækkede samtale var en formalitet. Obamas topdiplomat og ambassadøren havde allerede bestemt, at det skulle være ham, der indtrådte i regeringen som premierminister.

Da Maidan-protesterne kulminerede, var det klart, at den åbenlyse fascisme og den nazistiske ekstremisme spillede en stor rolle i urolighederne. Såkaldte demonstranter fyldte pladsen i centrum for at bekæmpe ukrainsk uropoliti og kræve, at regeringen gik af. Maidankuppet udviklede sig til regulære gadekampe, hvor fascistiske horder ville "forsvare deres lands etniske renhed". Bannerførerne for Hvidt overherredømme spredte nazistiske symboler og flag i Kievs besatte rådhus. Demonstranterne hejste nazistiske SS og "White power" symboler over et væltet Lenin-mindesmærke. Disse pragteksemplarer for den ariske race ødelagde et mindesmærke for ukrainere, der døde i kamp mod Nazityskland under den Anden Verdenskrig. Man "heilede" på livet løs, og Waffen SS's Wolfsangel-symbol senere anvendt af Azov bataljonen blev en fast bestanddel af udstafferingen på Maidanpladsen. På samme tid etablerede nazistiske kræfter "autonome zoner" i og omkring Kiev.

Svoboda indtog en stærk lederposition i kuppet, der fra at være en ikkevoldelig protest ændrede sig til en militant magtovertagelse, fordi højreekstremisterne begyndte at angribe, og til sidst dræbte 17, mens de sårede næsten 300 demonstranter der var imod EU og kuppet.

Krim hjem til Rusland

At både Ukraine og vesten ville have fingre i Krim-landmassen har indenfor rammerne af imperialismeanalysen at gøre med adgangen til olie og gasressourcer, ligesom det har en militærstrategisk betydning. Udover landmassen var der den maritime zone og den internationale havret (UNCLOS), der giver nationer suverænitet over områder op til 230 miles fra deres kyster. Det er klart, at adgangen til de maritime ressourcer indebærer kontrol med et havområde, der er mere end tre gange større end Krims landmasse. Den, der besidder Krim, kan med andre ord realisere olie- og gasindtægter, der potentielt indebærer milliarder af dollars i indtægter. At der i dette spørgsmål var tale om interimperialistiske modsætninger med multinationale selskabers interesser på den ene side og et russisk statsejet selskab på den anden kan der ikke herske tvivl om. At de russiske vælgere ønskede Krim hjem til Rusland var lammende i forhold til Ukraines håb om energiuafhængighed og de multinationale selskabers forøg på at øge sine profitter og akkumulere kapital i Ukraine. Spørgsmålet er naturligvis i den forbindelse om russerne, der allerede sad på enorme olie og gasressourcer betragtede Krim som værende lige så vigtig for et selskab som Gazprom, som det var for Ukraine og de multinationale selskaber?

At Rusland ønskede at bevare kontrollen med sin flådebase på Krim, er i en sikkerhedspolitisk sammenhæng sikkert lige så vigtig, om ikke vigtigere end udvindingen af potentielle olie og gasforekomster var det. Konsekvensen af, at flådebasen blev en NATO flådebase, ville betyde, at Rusland mistede kontrollen med adgangen til Sortehavet og Bosporus strædet. Lige siden Sovjetimperiets dage var Krim et hjemsted for den russiske Sortehavsflåde i Sevastopol. Strategiske og sikkerhedsmæssige interesser har sikkert haft en høj prioritet i Moskva, hvor man endnu måtte forlade sig på en lejeaftale med Ukraine. Det kan næppe komme som en overraskelse, at Rusland ønskede, at basen skulle befinde sig i et venligt område, fremfor en stat, hvor højre-nationalistiske og fascistiske antirussiske kræfter dominerede. Var flådebasen blevet integreret i en ny NATO stat, som Ukraine ønskede det, ville det ikke bare svække Rusland i Sortehavsregionen. En NATO base med opmagasinerede atomvåben, konventionelle missiler og anden militært isenkram ville i høj grad ændre på det hidtidige trusselsbillede og mindske det russiske regimes sikkerhed. I den forbindelse er det temmeligt betegnende for den vestlige "Woke- og Cancel" kultur, at den tyske viceadmiral, Kay-Achim Schönbach måtte træde tilbage, fordi USA's og NATO's høge ikke kunne acceptere Schönbachs realpolitiske bemærkning om, at Krim burde anerkendes som tilhørende Rusland, ligesom at det er vås at tale om en russisk invasion af Krim.

I marts 2014 organiserede Rusland en folkeafstemning på Krimhalvøen, hvor valgresultatet viste, at langt den overvejende del af befolkningen stemte ja til, at Krim skulle hjem til Rusland. Den demokratiske annektering af Krim portrætteres ofte i vestlige medier som om, at der var tale om en aggression og en invasion. Russiske styrker ankom til halvøen i 2014, og var der tale om en invasion var der ifølge Peoples World tale om den mest fredelige intervention, man kan forestille sig. Den 16. marts 2014 modtog man i byer på Krim den russiske hær med begejstring.

Minskaftalen

Minsk-aftalen blev oprindeligt underskrevet i 2015 efter borgerkrigen brød ud i Ukraine og efter det amerikansk støttede statskup, der skabte en del protester mod den nye pro-EU og pro-NATO politik iværksat af kupmagerne og USA. Ukrainske styrker agerede derfor stedfortræder for USA og NATO og iværksatte en krig mod den russiske befolkning efter Krims afstemning om at tilslutte sig Rusland.

Ifølge det amerikanske venstrefløjstidsskrift Peoples World underskrev en række lande og organisationer Minskaftalen; underskrifterne omfattede Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine i februar 2015. Aftalen blev senere godkendt af FN's Sikkerhedsråd. Kiev indvilligede i at iværksætte en øjeblikkelig våbenhvile i Donbass-regionen. Endvidere skulle man skabe en selvstyreordning for udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk, der indeholdt et løfte om, at de to regioner skulle have en særstatus i parlamentet. Ifølge russiske kilder har over 1,2 millioner indbyggere eller ca. 20% af den samlede befolkning i de to regioner (Donbass under et) efterfølgende anmodet om russisk statsborgerskab. Der er et klart flertal af russisk talende borgere i de selverklærede republikker. Skiftende regeringer i Kiev og medunderskriverne ignorerede og saboterede Minsk-aftalen, og den ukrainske regering har i strid med international ret flere gange krænket aftalen gennem militære operationer ind i Donetsk og Lugansk. Den slags har man fra vestlig side tidligere i Jugoslavien kaldt etnisk udrensning. I dag iagttager man en rungende tavshed overfor en lignende begivenhed. Man prøver endda på at bortforklare det!

Ukrainsk fascisme i en international belysning

Ifølge Associated Press stemte USA i 2017 imod en FN resolution præsenteret i udkast af Rusland for generalforsamlingens menneskerettighedskomité. Resolutionen fordømte glorificeringen af ​​nazismen, og man anbefalede, at samtlige FN-medlemsnationer skulle forbyde pro-nazistisk propaganda og nazistiske organisationer. Kun to lande stemte imod den resolution USA og Ukraine, mens de øvrige 125 lande stemte for. Det kan næppe benægtes, at afstemningsresultatet havde med nazificeringen af Ukraine at gøre.

Ifølge Helleniscope var der i januar nyheder om, at CIA planlagde en aktion i Ukraine. Man trænede ukrainske paramilitære nazister i USA. Disse antirussiske styrker var tiltænkt en offensiv rolle ved Ukraines østlige grænser.

Ukraine er ifølge det amerikanske tidsskrift "The Nation" globalt set den eneste nation, der tillader en nazistiske styrker i sin hær. Man har i den danske debat forsøgt at bagatellisere og benægte nazismen i Ukraine. Azov-bataljonen, som nyder støtte fra USA, NATO og hermed også Danmark, blev oprindeligt etableret med udgangspunkt i en nazi-bande "Patrioter i Ukraine". Bandens øverstbefalende Andriy Biletsky, udmærkede sig bl.a. ved at skrive at Ukraines mission er at "lede verdens hvide racer i et sidste korstog...mod de semitisk-ledede Undermennesker". At samme Biletsky blev valgt ind i Ukraines parlament, siger en del om det frihedselskende og demokratisk ledede Ukraine som danskere - selv venstrefløjen - går på gaden og demonstrerer for, og som en uduelig socialdemokratisk regering har valgt at støtte økonomisk og militært med våben. I efteråret 2014 indlemmede man Azov i Ukraines nationalgarde. Azov er anklaget for menneskerettighedskrænkelser af Human Rights Watch og FN. Flere vestlige medier som New York Times har kaldt bataljonen nynazistisk. Selv USA Today, The Daily Beast, The Telegraph og Haaretz har bekræftet, at Azov-krapylet udstiller sig med hagekors, honnør og andre nazistiske symboler. Man ignorerer i den hjemlige debat historier om Ukraines reaktionære nationalisme med fupnyheder om, at højre-nationalisme og fascisme i Ukraine angiveligt skulle være russisk propaganda. Den går imidlertid ikke. Historierne stammer fra vestlige medier, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center samt Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House. Disse kilder udsendte en fælles rapport, der advarede om, at Kiev mister magten, fordi højreekstremistiske bander arbejder ustraffet. For tiden indrullerer man frivillige, også fra Danmark, i bataljonen, der har begået uhyrlige krigsforbrydelser vendt mod civile i Donetsk og Lugansk regionernes grænseområder til Rest-Ukraine. Mindst 4000 dødsofre (nogle taler om 14.000) er gået upåagtet hen over hovederne på den vestlige offentlighed, fordi USA og nyliberale kræfter undertrykker sandheden. I januar 2018 gik Azovs Nationale Druzhina gadepatruljeenhed på gaden for at "genoprette ukrainsk orden". Ifølge the Nation gennemførte Druzhina pogromer mod roma- og LGBT-organisationer. Den uafhængige journalist Benjamin Norton fra nyhedsportalen Multipolarista kunne d. 2/3 i år berette, at Ukraines vestligt støttede nationalgarde har rost sine nazistiske krigere for at smøre kugler ind i svinefedt for at dræbe tjetjenske russiske muslimer på en vanærende racistisk måde. Man dæmoniserer dem som orkerne i "Ringenes Herre". Svinekød og andre svineprodukter er som bekendt "haram" (forbudt og urent) for muslimer. Da Norton lagde dette op på Instagram, blev det censureret og fjernet. Facebook har ifølge "The Guardian" i øvrigt ændret sin holdning til Azov-forbryderne ved at tillade deres profil. Azovs officielle, verificerede Twitter-konto for den ukrainske nationalgarde tweetede en video den 27. februar i år, der viser en soldat fra den nynazistiske Azov-bevægelse dyppe kugler i svinefedt.

Ukraine er ikke et borgerligt politisk demokrati

Det klinger unægteligt hult, når ledende danske politikere hælder vand ud af ørerne med falbelader om et demokrati og en frihed, der skulle være under angreb fra den fæle Ivan. Det står desværre lige så skidt til med det selvsamme "demokrati" i Ukraine, som i Rusland. Og alligevel foregiver man, at ville gå til kamp for dette "demokrati" indenfor Eurokratiet og den dårligt informerede danske regering - Selvsamme regering, der ikke evner andet end at rette ind efter NATOs, Eurokraters- og US-imperialismens propaganda. Hvis vi ser på Würzburg universitets demokratiprojekt, et projekt der blev etableret i 2016 finansieret af den tyske forskningsfond (DFG), ser demokratiindekset for Ukraine sammenholdt med f.eks. det danske tal meget skidt ud. Det beregnede værdiindeks er baseret på dimensionerne af politisk frihed , politisk lighed og politisk og juridisk kontrol. Politisk frihed og lighed siger noget om borgernes mulighed for at deltage i den politiske proces uden indskrænkninger med lige stemmeret for alle. Kontrolaspektet er mestendels rettet mod en regering, hvor lovlig kontrol finder sted inden for en juridisk og forfatningsmæssig ramme, mens politisk kontrol er indstillet på politiske målsætninger og effektueringen af disse. Man skelner mellem forskellige typer af magt fra det demokratiske i den ene ende og i den anden autokratiet. De forskellige styreformer tildeles så indeksværdier mellem 0 eller det totale diktatur og 1 det fuldkomne demokrati. Danmark lå i 2020 nr. 1 meget tæt på det fuldkomne demokrati (0.958), mens Ukraine lå nr. 92 med en hybrid styreform, der var en blanding af autokrati og demokrati (0.54). At kalde Ukraine for et politisk demokrati på linje med fuldt udviklede europæiske demokrater er derfor noget af en tilsnigelse.

Regeringen i Ukraine har klare autoritære træk, f.eks. er nogle partidannelser som det kommunistiske parti forbudte. Ukraine afholder ganske vist valg, hvor dele af en politisk opposition kan opstille. Ifølge amerikanske konservative Fox News er Ukraine fortsat en autoritær stat. Når man arresterer politiske modstandere, og lukker oppositionsmedier, hvilket Ukraine har gjort, har vi med et diktatur at gøre. Hertil kommer, at Ukraine har udviklet sig til at være en vasalstat for NATO og det amerikanske Udenrigsdepartement, der som set tidligere set i forbindelse med Victoria Nulands og amerikanske magtfulde politiske og økonomiske interesser stod bag den såkaldte "Orange revolution".

Et demokrati ville naturligvis altid tage hensyn til sine mindretal, hvilket langtfra er tilfældet i Ukraine. I april 2019 godkendte Ukraines parlament ifølge Reuter en lov, der gjorde det ukrainske sprog obligatorisk for russisktalende borgere i offentlige stillinger. Loven forpligtede alle borgere - embedsmænd, soldater, læger og lærere og andre - til at tale og kende det ukrainske sprog. Denne lov rammer især russere i det østlige Ukraine, mens borgere i det vestlige Ukraine behersker sproget naturligt. Selvom mange er tosprogede, er sprogdebatten i Ukraine blevet et mere følsomt emne siden 2014, hvor præsident Viktor Yanukovych blev væltet efter det amerikansk orkestrerede statskup. Den russisktalende del af befolkningerne hævder, at især borgere i det østlige Ukraine er blevet ofre for en voksende diskrimination mod russisktalende. Hørenationalistiske og nazistise kræfter i Ukraine, der er ukrainsktalende, hævder modsat, at russisk er en arv fra den sovjetiske æra, hvilket angiveligt skulle underminere Ukraines nationale identitet. Hertil kommer naturligvis de ovenfor omtalte krigsforbrydelser begået af nazistiske kræfter mod den russisktalende civilbefolkning i Donbass, der ikke bare lider under invasionen, men siden 2014 har været udsat for etniske udrensninger, hvor tusindvis har mistet livet.