Grønland som en del af USA?
Donald Trumps grønlandske " Fatah Morgana".
Af
Gorm Winther
Professor (em), Ph.D.
Allerede den 23. december forrige år i forbindelse med udnævnelsen af den kommende amerikanske ambassadør i Danmark, talte Trump om, at USA skulle overtage suveræniteten over Grønland. På en pressekonference i Mar-a-Lago, Florida d. 7. januar i år, kort tid efter at hans søn Donald Trump Jr. og andre repræsentanter landede i Grønland skærpede Trump retorikken, der år tilbage udtryktes gennem et ønske om, at Danmark "skulle sælge Grønland".
Dette retfærdiggøres med de sædvanlige tirader, der har sit udspring i USA's "John Wayne kompleks". De mange bravader omkring USA's sikkerhed og USA som garanten for demokrati og frihed rundt om i verden klinger hult. Korrumperede politiske beslutningstagere i USA hovedsageligt finansieret af det militærindustrielle kompleks og transnationale selskaber fortsætter med andre ord USA's og NATOs imperialistiske felttog mod lande og regioner, der søger en selvhjulpet økonomisk udvikling. Og at det er fra disse centre bravader om demokrati og frihed udgår er overraskende. For også her står det sløjt til med basale menneskerettigheder og de højt besungne frihedsidealer.
Donald Trumps udmeldinger tyder ikke på den store indsigt i faktuelle forhold. Han forlanger sådan set noget han allerede har (!). Der er ikke noget nyt i, at USA har kontrollen med Grønland forsvarspolitisk og sikkerhedspolitisk. Som en del af rigsfællesskabet besidder Grønland den civile magt, mens Danmark i forbindelse med processen mod selvstyre i stigende grad afgiver denne suverænitet til Grønland. Siden anden verdenskrig har USA haft den militære kontrol over Grønland geopolitisk på grund af Monroe doktrinen, Havana akten og forsvarsaftalen for Grønland af 1941. Allerede denne forsvarsaftale betød, at USA kunne etablere lufthavne og havne som militærbaser i Grønland. Efter anden verdenskrig forsøgte den danske regering at få kontrollen med Grønlands forsvar tilbage, hvilket USA selvfølgeligt modsatte sig.
Forsvarsaftalen for Grønland af 1951 mellem Danmark og USA, der forsat gælder, blev således formuleret så Danmark fik en underordnet rolle. Som det hed sig, skal USA i regi af NATO "bistå Danmark i forsvaret af Grønland", ligesom "USA har ret til fri adgang overalt i Grønland." Den danske regering fik hermed kun medindflydelse på forsvaret af grønland. Kort tid efter forsvarsaftalen blev iværksat optådte man fra amerikansk side hegemonisk. Flere end 100 skibe afgik fra USA i forbindelse med det hemmelige "Operation Blue Jay projekt", der sigtede mod at at oprette Thule Air Base. Udover Thulebasen overtog USA Kangerlussuaq basen (Sønderstrøm Airbase), der blev lukket i 1992. Men allerede fra 1991 betingede USA en mulig fremtidig drift efter en aftale mellem Danmark, Grønland og USA om amerikanernes ret til at benytte Kangerlussuaq Lufthavn til fortsatte militære aktiviteter.
Trumps ideosynkrasier til trods er det overraskende, at man, hvis ikke Danmark vil makke ret, vil iværksætte økonomiske sanktioner eller endnu værre en militær indgriben. Skræmte danske politikere reagerede ved at gemme sig bag Naalakkersuisut's (landsstyrets) afvisning af, at Grønland skulle være til salg eller skulle lade sig indlemme som en amerikansk koloni. At danske politikere som USA's skødhund" gemmer sig, skyldes i almindelighed skiftende regeringers forfejlede udenrigs- og forsvarspolitik og Danmarks lydige tilslutning til alt, hvad der kommer fra "Uncle Sam."
Selvstyreloven indeholder passus vedrørende de udenrigspolitiske forhold for Grønland. Her er det ganske klart at den danske regering og Folketinget både har et forfatningsmæssige ansvar og beføjelser på det udenrigspolitiske område. I loven er er der en fuldmagtsordning, hvor Naalakkersuisut (den grønlandske selvstyre-regering) kan forhandle og indgå folkeretslige aftaler vedrørende grønlandske forhold med fremmede stater og internationale organisationer på rigsfællesskabets vegne. Men at danske politikere som skræmte skødehunde løber fra sit ansvar er klart, når man kan læse, at denne ordning netop ikke gælder for forsvars- og sikkerhedspolitikken!!
Kan man sådan uden videre købe lande eller regioner?
Da Danmark i 1917 solgte de Vestindiske øer til USA for 25 mio. dollars i datidens priser var der fra amerikansk side ikke et ønske om at "Købe Grønland." Hvad man imidlertid glemmer i forhold til nutidens fantasterier er, at en fodnote i aftalen omkring salget sagde, at Danmark forpligtede sig til aldrig at afhænde Grønland til noget andet europæisk land. Ligeledes fik man fra dansk side fik indføjet, at USA anerkender dansk suverænitet over hele Grønland.
Ifølge amerikanske Nationale arkiver nævnt i New York Times i 90'erne spurgte Truman administrationen i 1946 den danske regering om Grønland var til salg, som tidligere Vestindien var det. Den amerikanske udenrigsminister James Byrne fortalte senere, at det kom som et chok for den daværende udenrigsminister Gustav Rasmussen, at et sådant tilbud overhovedet kunne komme på tale. Byrnes foreslog ikke alene et salg. Andre modeller kom også på tale, idet han tilbød en regulær byttehandel af landområder. For de militære landområder i Grønland kunne Danmark i stedet få North Slope Barrow, hvor man i øvrigt senere i 70'erne etablerede en olieproduktion i forbindelse med Prud Hoe Bay, der i dag står for en stor del af USA's energiforsyning. Sådan så det ikke ud i 1946, hvor Danmark ikke udtrykte en særlig interesse for en sådan byttehandel.
Trumps forsøg på "at købe Grønland har med andre ord historiske fortilfælde, og i imperialismens tidsalder er tilbuddet måske ikke så urealistisk, som mange tror. At Danmark sådan kan sælge ud af landområder er imidlertid som I USA's tilfælde et udtryk for en kolonialisme, der ikke var i overensstemmelse med folkerettens principper om selvbestemmelse.
Thule som forhandlingsbrik
Hvad ville vel i 2025 havde været mere opportunt, om Danmark forhandlingsmæssigt i spillet om Grønland brugte den brik, der står "Thule Air base" på. I stedet for at søge konsensus og underordne sig amerikanske interesser er det et spørgsmål, om man ikke fra danske side skal søge en konflikt og markere en selvstændig politik i forhold til spørgsmålet om dansk suverænitet!
Ifølge Berlingske afslørede en rapport i 2023, at milliarder af dollars er øremærket til Thule Air base og andre militære udgifter i Grønland over 12 år. I overensstemmelse med en udtalelse fra det amerikanske luftvåben, har basen en aldrende infrastruktur, som USA er interesseret i at opgradere. Hverken den grønlandske regering eller Folketinget var orienteret om, hvilke opgraderinger af basen USA ville gennemføre. Pipaluk Lynge Rasmussen fra regeringspartiet Inuit Ataqatigiit og forkvinde for Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg (Landsstyrets udvalg, GW), var heller ikke orienteret om dette. USA's imperialistiske arrogance gjorde det ikke nødvendigt at informere danske og grønlandske beslutningstagere om operationer af denne art på grønlandsk og dansk territorium. Dette var en direkte overtrædelse af aftalerne mellem USA, Grønland og Danmark, som siger, at USA skal konsultere og informere den danske og grønlandske regering om enhver væsentlig ændring af USA's militære operationer i Grønland. Det er på tide, at danske politikere træder i karakter, når man fra amerikansk side igen fremturer hegemonisk. Hvis det er muligt at opsige baseaftalen, handler det ultimativt om, vi fra grønlandsk og dansk side overhovedet fortsat vil have basen. At bakke op om USA, der er en trussel for verdensfreden, er sikkerhedspolitisk set hverken i Grønlands eller Danmarks interesse.
En diplomatisk krise og en konflikt indenfor NATO samarbejdet kunne søges, hvis danske politikere ellers havde mod og mandshjerte til at stå fast overfor USA. At Trump på pressekonferencen d. 7. januar fremkom med sine trusler kunne passende lede til, at Thulebasen skal genforhandles, og at amerikanerne skal betale prisen for grønlandske og danske tab på grund af disse overgreb på Danmarks suverænitet. USA betaler ikke leje for brug af basen, hvilket hidtil har været gunstigt for Danmark, der slap billigere økonomisk set indenfor NATO. Når den danske regerings velvilje mht. at øge finansieringen af NATOs aggressioner ikke modsvares af, at USA må betale Grønland en baseleje, er det igen et tegn på den danske underdanighed overfor alt, hvad der kommer fra USA.
En militær intervention mod et andet NATO land vil uvægerligt bringe NATO samarbejdet i fare, ligesom modsvarende økonomiske afgifter på både amerikansk og dansk import næppe kan være i eksportørers og importørers interesse i begge lande. Trumps militaristiske og protektionistiske Fatah Morgana er ikke gennemtænkt, men bevares kan det lede til en krise i NATO, kan det kun hilses velkomment!
Amerikansk Imperialisme
Hvis vi dykker ned under den erfaringsmæssige overflade, som denne fremmes af hverdagsbevidstheden og mediernes tilsløring af de faktiske forhold, tegner der sig et noget andet billede af, hvad den amerikanske udenrigspolitik går ud på.
Ruslands berettigede kontrol med store dele af de arktiske regioners kontinentalsokkel indebærer naturligvis, at man må respektere Ruslands suverænitet og ubegrænsede kontrol. Indenfor kontinentalsoklen, der går 200 sømil eller 370 km ud fra kysten. De arktiske nationer har ifølge den internationale havret (UNCLOS) førsteret til at udvinde levende- og døde ressourcer indenfor denne grænse. Dette udelukker, med mindre andre aftaler indgås, at andre nationer har adgang til at udnytte disse ressourcer. Udenfor kontinentalsoklen er det Arktiske ocean et internationalt farvand besejlet af samtlige nationer med interesser i Arktis. At trafikken er steget betydeligt de senere år på grund af klimaændringer og nedsmeltningen af det arktiske ocean er ikke som Trump hævder alene på grund af den Sino-russiske alliance. Den øgede trafik skyldes nok så meget USA's og NATOs maritime aktiviteter. Endvidere er det klart, at det arktiske ocean og nordvest- og nordøstpassagen åbner op for rivalisering i forbindelse med kontrol af den regelmæssige logistik, ligesom eftersøgningen efter og udvindingen af lukrative ressourcer kan øges. Det er i den forbindelse værd at bemærke at den amerikanske imperialismes behov for uhindret adgang til andre landes territoriale farvande belejligt nok indebærer, at USA ikke underskrev UNCLOS aftalen, mens 150 nationer i FN regi ratificerede den.
Med klimaændringerne og nedsmeltningen af det arktiske ocean vil de kommende år fremme udnyttelsen af denne sidste globale forekomst af levende og døde ressourcer. I stedet for den megen hurra snak om frihed og demokrati er det jagten på og adgangen til ressourcer, der er den virkelige motivation for stormagternes rivalisering. Bag dette lurer spørgsmålet om energisikkerhed, der er vigtig for de imperialistiske centres fortsatte kapitalakkumulation. De betydelige reservoirer af råstoffer i den russiske økonomi gennem udvinding af olie, gas, andre råstoffer og tekniske input kunne, hvis man kan opnå kontrol med Rusland, øge kapitalakkumulationen i de imperialistiske centre og modvirke en faldende profitrate.
Konflikter og forberedelse til krigsførelse i Arktis har rødder i en bedaget inddæmningsstrategi, som tidligere var rettet mod Sovjetunionen (USSR.), og som i dag fortsætter som et forsøg på at knuse Den Russiske Føderation i et imperialistisk og hegemonisk forsøg på at balkanisere Rusland og få adgang til landets enorme ressourcer og billige, højtuddannede arbejdskraft. Denne strategi blev oprindeligt formuleret af George F. Kennan i 1947 i tidsskriftet "Foreign Affairs" som et led i Truman-administrationens udenrigspolitik. Kennan formulerede en strategi, der gik ud på at inddæmme og regionalisere Sovjetunionen under den første kolde krig. Målsætningen den gang som i dag var, at "fremme tendenser, som i sidste ende må finde deres afløb i enten opløsningen eller den gradvise nedsmeltning af sovjetmagten."
Den amerikanske regerings kommission for sikkerhed og samarbejde i Europa (2023) har formuleret den samme strategi med henblik på at opdele Rusland i uafhængige små stater som i det tidligere Jugoslavien. Helsingforskommissionen, under denne kommission, bruger ikke eksplicit udtrykket "balkanisering". I stedet argumenterer man i planen for at opdele Rusland i mindst ti stater. Kommissionen, hvis viden om imperialisme og kolonialisme kan ligge på et meget lille sted, retfærdiggør strategien med falbeladen "Afkolonisering af Rusland som et moralsk og strategisk imperativ." USA's imperialistiske kurs er en del af rivaliseringen om at forbedre energi- og fødevaresikkerheden. Man ønsker kontrol med og uhindret adgang til levende og døde ressourcer, uden at uafhængige regeringer stiller sig i vejen!
At omringe Rusland ved at udvide NATO mod øst helt op til Ruslands grænser, at etablere militære baser og missilsystemer rettet mod Rusland og indsætte provestlige regimer i tidligere sovjetrepublikker på Ruslands sydlige flanke forklarer USA's politik i Arktis. Michael Gorbachov formulerede i sin tid strategien om Arktis som en fredszone. USA søger i stedet at militarisere Arktis med henblik på at op nå fuld kontrol med landområder og farvande. Dette vil endegyldigt fuldende inddæmningsstrategien og bringe Rusland under imperialismens kontrol. Den langsigtede Kennan-strategi har aldrig forladt Washingtons tankegang. Derfor kan konflikter i Arktis ikke ses som noget, der er isoleret fra de globale konflikter og den ukrainske stedfortræder-krig mellem Rusland og NATO.
På trods af Donald Trumps valggas om, at han vil bringe fred til Ukraine og stoppe krigen demonstrerer hans Mar-a-Lago pressekonferencen ikke på nogen måde et brud med USA's hidtidige imperialistiske udenrigspolitik. Trumps ønske om at bringe de enorme arktiske territorier under amerikansk kontrol handler fortsat om de multinationale selskabers tilegnelse af andre staters ressourcer med henblik på en uhæmmet kapitaleksport. I det grønlandske tilfælde er der tale om forventede forekomster af døde ressourcer i forbindelse med minedrift og olie- og gasproduktion. Yderligere vil adgangen til uudnyttede levende ressourcer øge fiskeriet i de nye fiskefelter og tilbagekomsten af torsken og andre arter fra varmere farvande vil åbne op for øget kapitalakkumulation i fiskeriet og fiskeindustrierne. I Alaska, Arktisk Canada og Rusland er der allerede produktion i gang omkring de døde ressourcer, ligesom der er undersøgelse i gang med henblik på at finde nye forekomster.
Krænkelse af folkeretten
Trumps bastante udmeldinger er en krænkelse af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), der blev vedtaget i 1966. Artikel 1 i konventionen fastslår, at alle folk har ret til selvbestemmelse, hvilket giver dem ret til frit og uden indblanding udefra at "bestemme deres politiske status og frit forfølge deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling." Desuden kan alle folk selvstændigt og frit disponere over deres naturrigdomme og ressourcer, uden at dette berører eventuelle forpligtelser, der følger af princippet om internationalt økonomisk samarbejde om gensidig fordel og folkeretten. Folk må under ingen omstændigheder blive berøvet deres livsfornødenheder. Alle stater, der står bag konventionen, forpligter sig til at acceptere og tage de nødvendige skridt til at vedtage love eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre de rettigheder, der er anerkendt i konventionen.
Dobbeltmoralen i neokolonialismens og den økonomiske imperialismes centre er også fremherskende i de arktiske regioner. Angiveligt er selvstyremodeller blevet implementeret. Ikke desto mindre er den organisatoriske og økonomiske afhængighed af kolonimagters – de såkaldte arktiske nationer – stadig en barriere for at opnå fuldstændig uafhængighed baseret på de arktiske folks selvbestemmelse i alle spørgsmål. Spændingerne vedrørende traditionel krigsførelse i Arktis bringer kolonial dominans tilbage på grund af militær oprustning, krigsforberedelse og øget kontrol med de ressourcer, der tilhører de arktisk folk.
Arktisk sikkerhedspolitik i USA, Canada, Danmark og Norge dækker under den empiriske tilsyneladende overflade over koloniale hierarkier og magtrelationer, der forstærker en tilgang, der ensidigt sætter kolonialistiske behov op som den primære konceptualisering af sikkerhed. De arktiske nationers sikkerhedspolitik indebærer, at man her glemmer konsekvenserne af at rangere økonomiske og nationale sikkerhedsbehov højere end de oprindelige folks sikkerhedsopfattelse. Opfattelsen af hvad arktisk sikkerhed er, glemmes i centrene. Arktiske folk opfattelse af sikkerhed er ikke den samme som det imperialistiske paradigme baseret på konflikter og krigsførelse. Arktiske folk har i nyere tid ikke traditioner for krig og aggression. Snarere er det andre sikkerhedsopfattelser som menneskelig sikkerhed i form af fødevaresikkerhed, miljø- og energisikkerhed, menneskelig udvikling, empowerment i form af folkelig deltagelse og politisk selvstyre, økonomisk selvforvaltning og bevarelse af sociokulturelle værdier gennem den nye traditionelle økonomi.
Militarismen bringer arktiske folks selvbestemmelse i fare. I al sin hæslighed er Trumps tale et eksempel på den hvide mands byrde ikke blot gennem den amerikanske imperialisme, men også gennem den fortsatte danske subtile kolonialisme.
Et Grønland med samme status som Costa Rica
Jeg husker endnu en forelæsning på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i 1998 holdt af Finn Lynge på grundlag af et debatoplæg "Selvstændighed for Grønland" udgivet som en pjece. Finn var et eksempel på en lokal viden, der sagtens kan hamle op med nutidens videnskabelige uvidenhed. Finn, både forfatter, formidler, medlem af Europa parlamentet og konsulent for udenrigsministeriet, besad en betydelig viden om grønlandske forhold, vi alle kunne lære af.
Under forelæsningen kom han ind på de mange røster, der den gang plæderede for grønlandsk løsrivelse fra Danmark gennem en integration eller et samarbejde med USA. Som han sagde, skulle man blot rejse over til "stammefrænderne på den anden side" (Af Davisstrædet), og man ville med egne øjne kunne se, hvor godt man havde det i Grønland sammenlignet med leveforholdene blandt Inuit i Arktisk Canada og Alaska. Med Trumps udmeldinger er fantasterierne om det amerikanske paradis dukket op igen på trods af den omsiggribende fattigdom, proletariseringen af den amerikanske middelklasse og en økonomi i krise . Man kan næppe undgå levestandardforringelser i Grønland, hvis man bliver associeret med USA. Man vil ikke kunne opnå de samme bloktilskud, hvis man vælger at opnå samme status i forhold til USA som Costa Rica, eller en caribisk og en polynesisk mikrostat. Som Finn bemærkede, kan man ikke overføre disse områders erfaringer til Grønland på grund af særlige omstændigheder, der er dikteret af USA's geopolitiske interesser. Thule Air base er underlagt det amerikanske luftvåben og det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. Allerede før Trumps forvrøvlede pressekonference har det været klart, at Grønland sikkerhedspolitisk er et amerikansk interesseområde. På trods af rigsfællesskabet er Grønland en del af Nordamerika, og fra amerikanske side betragter man med Finns ord Grønland som amerikansk.
Dette skyldes nok så meget Monroe doktrinen, der siger "at ethvert angreb på hvilken som helst del af det nordamerikanske kontinent vil blive betragtet som en aggression mod Amerikas Forenede Stater" . I tilfælde af krigsførelse i Arktis vil fantasier om et russisk angreb gøre Grønland til et baseområde for en vedholdende offensiv mod Rusland. En offensiv der i virkeligheden som i forbindelse med inddæmningspolitikken er et udtryk for NATOs aggression.
Den traditionelle opfattelse af sikkerhedspolitik som militær oprustning vil uvægerligt kollidere med et grønlandsk ønske om selvstændighed, fordi amerikanerne i tilfælde af en sådan udvikling straks vil spørge til, hvilke planer man fra grønlandsk side har m.h.t. at beskytte og forsvare deres land. Der skal ikke megen fantasi til for at se, at Yankee-imperatoren allervenligst og villigt vil "tilbyde hjælp."
I forhold til den aktuelle situation og de journalistiske sensationer er Finn Lynges tanker en velkommen realisme. Som han sagde til sine tilhørere: "Og så – må vi erkende - er vi ikke selvstændige. Hvad værre er, ingen af os kan gøre noget som helst ved den side af sagen. Kendsgerningen er, at disse to millioner kvadratkilometer fjelde, fjorde, og isørken, der er placeret så vigtigt et sted i Arktis, at militærstrategerne kalder det deres "perle", det skal overvåges, patruljeres, benyttes og om nødvendigt forsvares med bomber og kanoner. Vi hader at gøre det, vi kan ikke holde ud at tænke på det, vi snakker aldrig om det, men det er sandt. Sådan er det."
Opnåelse af selvstændighed er en proces indenfor rigsfællesskabet. Bloktilskuddet og de øvrige statslige udgifter vedrørende Grønland mindskes fortsat, og den dag disse udgifter går i nul skal der en genforhandling til om Grønland fortsat ønsker at opnå status som en selvstændig mikrostat med alle de forøgede udgifter dette indebærer. Set i lyset i den aktuelle debat og USA's dominans med Monroedoktrinen vil selv en erklæret selvstændighed ikke kunne indebære en reel selvstændighed på grund af USA's hegemoni – medmindre den geopolitiske situation ændrer sig som følge af det amerikanske imperiums fald!