Det er korrekt at militær Keynesianisme skaber beskæftigelse.Som den marxistiske økonom Paul Sweezy bemærkede kan det endda skabe fuld beskæftigelse. Men det er blot ikke så simpelt som politikere gerne fortæller os.
For det første indebærer militær oprustning at ressourcer kanaliseres over i oprustningsindustrien der øger sine profitter dramatisk. Det betyder at den produktive sektor i økonomien skrumper ind. Dette fører for det første til deindustrialiserig i den civile sektor for handlige varer (den civile industri) ligesom den uproduktive sektor (ikke-handlelige varer: private virksomheder indenfor handel, service etc) pustes op. Hvad nytter det at vi får flere frisører hvis producerede varer bliver dyrere.
For det andet betyder det at den offentlige sektor mangler ressourcer. Overgangen til krigsfærd fra velfærd går udover vores velfærd (sundhed, uddannelse, pensioner, klima og miljø etc.). Valget mellem kanoner og smør betyder med andre ord at der bliver mindre smør og flere kanoner og at vi alle sammen bliver fattigere og mister velfærd fordi en flok indskrænkede politikere ikke fatter grundlæggende samfundsøkonomiske forhold. Endeligt betyder det at oprustningen skal finansieres. Det sker gennem øgede skatter og afgifter samt offentlig gældsætning gennem obligationer der hvis udstedt i rigelig mængde fører til stigning i den effektive rente. Den offentlige gæld vil blive et problem for fremtidens generation ligesom den vil føre til besparelser på velfærdsstaten. Skattetrykket mindsker husholdningernes efterspørgsel. Den står med andre ord på mere vandgrød end engelsk bøf! I alt er den kortsigtede beskæftigelsesgevinst ved oprustning det samme som at pisse i bukserne i ekstrem arktiske kulde. På lang sigt bliver vi alle fattigere.
Hertil kommer Yanis Varoufakis pointer. På et eller andet tidspunkt er lagrene med militært isenkram fyldt op. Der findes kun en måde at løse dette problem på - en rask lille krig og så kan de militærindustrielle kapitalister igen øge sine profitter.
Det klassiske problem m.h.t. politiske og rationelle økonomiske beslutninger er at politikere som Keir Starmer og Mette Frederiksen kun tænker kortsigtet og irrationelt på det der giver stemmer. Derfor lyver de overfor befolkningen og pakker det hele ind i progressivt pladder om demokrati og frihed garneret med en ondskabsfuld russofobi.
Intet under at den kinesiske økonomi buldrer frem. Kineserne bruger ikke tid på irrationelle politiske beslutningsprocesser. Man bruger videnskabelig viden og det giver hvad enten vi kan lide det eller ej bedre resultater.