Hvad skete der egentligt i Srebrenica

Dette er en ældre artikel, der fik en række uvidende personer til at fremkomme med nogle beskyldninger i den nordjyske monopolpresse i 2020, der ensidigt købte de gængse narrativer og kængurustolen i Haags tendentiøse domsfældelser. Tribunalet dømte ensidigt serbere og ignorerede de bosniske muslimers krigsforbrydelser.

Angående mindesmærke i Kildeparken - hvad skete der egentlig i Srebrenica?

FOLKEMORD: I en tid hvor vi, der indiskutabelt intet ansvar har, skal holdes ansvarlige for vores forfædres synder, begås der hærværk mod historiske monumenter.

Selv den sagesløse lille havfrue er ifølge engelsksprogede udlændinge racistisk.

For nylig annoncerede Disney, at man vil genindspille "Den Lille Havfrue" med den sorte skuespiller Halle Bailey i hovedrollen.

Nu skal den lille havfrues hud - modsat H.C. Andersens intentioner - gøres sort; der er ingen grænser for, hvordan dette massepsykotiske hysteri varsler en mørk tidsalders komme med voldsomme kultur- og racesammenstød.

I et land, hvor det svirrer med sagsanlæg, burde man under indtryk af den latterlige og absurde krænkelseskultur, der spirer herhjemme, sagsøge Disney-koncernen for en krænkelse af danske værdier.

Politisk korrekte charlataners fordægtige virksomhed medfører åbenbart, at ansvarlige politikere i Aalborg begår en skulpturel bommert, der kun kan tænde op under krænkelsesvanviddets bål.

By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg har afsat en plads i Kildeparken, hvor en gruppe af herboende bosniere skal have lov til at opstille et mindesmærke for "ofrene fra Srebrenica". Intet under, hvis herboende serbere føler sig krænket.

Forvaltningen kan oplyse, at man kun vil stille pladsen til rådighed. Borgerne selv vil betale for opstillingen af denne skamstøtte. Gad vide, hvor finansieringen skal komme fra – Iran, Saudi-Arabien eller en anden muslimsk stat?

Kildeparken, der rummer statuer af danske historiske personligheder, skal nu have et mindesmærke for en udansk hændelse på Balkan.

11. I juli 2020 var det 25 år siden, at der angiveligt skulle have fundet et folkemord sted i Srebrenica.

At kalde det folkemord, selv hvis det er sandt, at 8000 døde, er en grov proportionsforvrængning.

Den muslimske regering i Sarajevo hævdede i 1993, at der var over 200.000 døde i den muslimske del af Bosnien-Herzegovina.

Dette tal blev uden kildekritik kolporteret videre i den amerikanske og europæiske presse.

Uafhængige kilder som det Internationale tribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien og den norske regering talte imidlertid kun om 100.000 døde for alle involverede i krigen, kroater, serbere og muslimer.

Og at der skulle have været serbiske koncentrationslejre, er senere tilbagevist som en forfalskning.

Vi husker alle billederne af fanger og pigtrådshegn offentliggjort af et public relations-firma, Ruder Finn.

I virkeligheden var kameraet bevidst placeret bag to ensomme pigtråde, der dannede et hegn omkring en forladt plads til landbrugsudstyr.

Fangerne befandt sig uden for pigtråden og ikke inden for. Den eneste fange, der talte engelsk, fortalte til en britisk ITN-journalist, at man blev behandlet godt. En mand, der lignede en kz-fange, var alvorligt syg.

Han blev kaldt frem i forgrunden af journalister, og man fokuserede på ham, fremfor de øvrige fanger der alle var i for god form.

Fangelejrene i Bosnien var oprettet med henblik på fangeudvekslinger. Der blev begået krænkelser af menneskerettighederne i disse lejre, hvor der var tale om seks kroatiske lejre, to serbiske lejre og en muslimsk lejr.

At tale om folkemord er en vild overdrivelse. Kz-lejrene under den anden verdenskrig tilintetgjorde seks millioner jøder – her var der tale om folkemord.

Det samme med Stalinismens udrensninger i Sovjetunionen, hvor antallet af ofre var endnu større.

I nyere tid behøver vi blot at se på krigene i Irak med 800.000 døde som følge af økonomiske sanktioner og 1 mio. døde som følge af krigshandlinger. Rwanda med 800.000 døde, Den demokratiske republik Kongo med 5,4 millioner. Tabstallet for 33.000 bosniske muslimer antyder løgnagtig propaganda.

Jeg vil, inden vi ser på det forsømte spørgsmål vedrørende hvad der skete, slå fast, at muslimer blev dræbt i Srebrenica, efter at byen faldt i serbiske styrkers hænder.

Når det imidlertid er sagt, skal det ikke glemmes, at der blev begået uhyrlige krigsforbrydelser af alle parter. Kroater med rødder i den fascistiske Ustasha-bevægelse dræbte serbere i det østlige Kroatien.

Frivillige muslimske hellige krigere fra arabiske stater og bosniakker i den regulære hær begik forbrydelser i Bosnien-Herzegovina mod serbere. Albanere i Kosovo dræbte serbere. Og serbiske nationalister holdt sig ikke tilbage i Kroatien, Bosnien eller Kosovo.

Den serbiske general Mladic sendte kvinder, børn og ældre bort i busser efter, at man have indtaget Srebrenica.

Ifølge det internationale FN-tribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien var de døde våbenføre mænd.

Tallet er langt færre end de 8000, man fabulerer om.

Vi er nede på ca. 1500 til 2000 døde. De muslimske mænd døde i kamp, eller de blev likvideret i en hævnagt.

Det vanskelige i de makabre statistikker er, at det ikke er muligt at se, hvem der døde i kamp, og hvem der blev likvideret?

Alternative kilder har registreret, at mere end 3200 serbiske kvinder, børn, ældre, mænd og krigsfanger blev dræbt i landsbyer rundt om Srebrenica mellem 1992 og 1995.

Krigsforbrydelserne blev begået af soldater fra den bosnisk-muslimske hær med base i Srebrenica. Muslimske angreb på katolske serbiske landsbyer fra den FN-beskyttede Srebrenica-enklave brød med Srebrenicas status som en demilitariseret zone under FN-beskyttelse.

Kommandanten for FN's fredsbevarende styrke, franske general Philippe Morillon, udtalte sig som vidne ved Haag-domstolen 12. februar 2004. Serberne havde vist ham lig kastet i et hul tæt ved landsbyen Bratunac. Den britiske fredsmægler Lord Owen har bekræftet at denne massakre begået af muslimer mod civile serbere fandt sted i Bratunac i december 1992.

Den canadiske FN-general Mackenzie skrev i en artikel i "The Globe" (14.7.2005), at som de muslimske tropper blev udrustet og trænet, indledte de angreb uden for Srebrenica med nedbrændte serbiske landsbyer og civile tab som resultat.

Disse angreb toppede i 1994, og de fortsatte i starten af 1995. I foråret 1995, blev det tydeligt for den muslimske kommandant Naser Oric, at den bosniske serbiske hær ville angribe Srebrenica for at standse hans krigsforbrydelser. Han og et stort antal af hans krigere forlod derfor byen. De muslimske bosniakkers strategi gik på, at et serbisk angreb, ville føre til, at NATO og FN kunne retfærdiggøre luftangreb mod serberne – mest kendt her er den amerikanske terrorbombning af Beograd, der kostede over 470 civile livet.

Philippe Morillon har bekræftet, at muslimske krigere under Naser Orić angreb serbere på ortodokse (kristne) helligdage, nedbrændte landsbyer og myrdede alle indbyggere. At dette medvirkede til at skabe had blandt serbere kan ikke retfærdiggøres, om end det er forståeligt. Morillon betragtede Naser Oric som en lokal krigsherre, der regerede med terror over for serbere. Han var kendt for ikke at tillade, at de bosniske muslimer tog fanger.

Den muslimske krigsherre Naser Oric blev i 2006 dømt ved det Internationale tribunal i Haag for sit medansvar for krigsforbrydelser. Hvad der må undre i den sammenhæng, er at han senere blev frikendt ved en ankedomstol. Denne milde dom står i en skærende kontrast til strenge straffe mod den serbiske præsident Slobodan Milosevic, den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic og general Vlatko Mladic, der fik livstidsdomme. Den slags tangerer internationale justitsmord - ja, for den sags skyld står dommene i skærende kontrast til præsident Bill Clintons handlinger. Clinton blev aldrig dømt, endskønt han og NATO lod Beograd bombe og i øvrigt brugte beskidte atomvåben. Dette har øget kræftdødeligheden betydeligt i Serbien.

At samme Bill Clinton deltog i en virtuel begivenhed 13.7., der blev afholdt til minde om ofrene for Srebrenica-massakren i 1995, ligner hykleri.

Verdensopinionen blev bedraget. Den muslimske bosniske regering blev fremstillet som de rene engle af en effektiv propagandamaskine, mens serbere blev dæmoniserede som mere ondskabsfulde end Fanden selv.

Propagandaen var smedet sammen af en kombination af forskellige spindoktors opfattelser.

For det første udnyttede man PR-virksomheders betaling af muslimske bosniere (måske fremmede magter), for det andet manipulerede såkaldte "eksperter" og journalister i de amerikanske medier offentligheden, og for det tredje hamrede det amerikanske udenrigsministerium løs på verdensopinionen. Bag det hele ligger USA's interesser i energisikkerhed, de arabiske oliekilder og USA's alliance med saudierne.

Aalborg er kommet i fint selskab, når man vil mindes den islamistiske nationalisme på Balkan.

SS-rigsfører Heinrich Himmler fremhævede i sin tid islamismens og nazismens fælles antisemitiske idealer.

Som en del af Waffen-SS oprettede Himmler en division af bosniske muslimer iført SS-uniform og rød fez med et symbol, der forenede en ørn, SS-dødningehovedet og hagekorset. I stedet for runerne på højresiden af uniformskraven satte man en krumsabel, der gav divisionen dens navn - Handzar. Alia Izetbegović, præsident i tiden omkring Srebrenica-hændelsen, var under Anden Verdenskrig medlem af en organisation "Unge Muslimer", der deltog i hvervningen af frivillige til Handzar-divisionen.

Endnu i 80'erne og 90'erne var islamister en trussel. En fjendtlig indstillet muslimsk organisation med kontakt til Teheran var under anklage, og Izetbegovic idømtes fængsel for at have forfattet en "Islamisk Deklaration", der opmuntrede til oprør mod de slaviske folks enhed. Man ville skabe en muslimsk stat på Bosnien-Hercegovinas og Kosovos territorier.