Hjemmeværnets kognitivt hjernevaskede ”supermænd”

Min debat med en typisk repræsentant for den vestlige ensidige historiefortælling. Hjemmeværnsofficer, Michael Christensens indlæg findes nedenfor. Dette er mit svar 

Falske narrativer

Michael Christensen gentager en række påstande, der er at betragte som misvisende og et ekko af centrale elementer i imperialismens, NATOs of EU's propaganda. Christensens generalieblad skal med i Debatten. Han anfører selv, at han har en kandidatgrad i "Intelligence and Cyber Studies" ved Syddansk Universitet i samarbejde med Forsvarsakademiet. Han har tidligere gennemført studier ved dette "akademi". Om det ledte til en eksamen fremgår ikke. Han er stabsofficer hos Landsdelsregion Vest i Hjemmeværnet.

Det kan imidlertid i en tid kendetegnet ved falske narrativer fremfor fakta næppe komme som en overraskelse, at han i stedet for en alsidig tilgang forfalder til den sædvanlige ensidige russofobiske fremstilling af "fjenden" som djævelen selv.

Den slags mennesker forfalder hurtigt til det Orwelske slogan om, at krig er fred, selvom dette er åbenlyst ulogisk især i en tid, hvor en nuklear konfrontation fører til menneskehedens udslettelse! Det er ikke John F. Kennedys forståelse af det nødvendige i at ville sætte sig ind i modpartens synspunkter, fremme dialog, forhandling og diplomati, der ligefrem præger denne Holger Danske. Hjemmeværnets kognitivt hjernevaskede "supermænd" med en ølvom, gennem tjærede lunger og en elendig fysik, går næstekærligt rundt og leger krig på vi andres vegne. Enhver handling og tanke blandt disse militære "aktivister" repræsenterer et ressourcespild, fordi de ikke er andet end kanonføde, hvis de uforvarende kommer i kløerne på en veltrænet og kampvant hær.

Når alt dette er sagt, er det alligevel forfriskende at se, at Christensen trods alt forsøger at gå videnskabeligt til værks, selvom hans forsøg ikke falder heldigt ud. At jeg er uenig i det, han skriver, kommer næppe som en overraskelse.

Metodeproblemer i Christensens skribleri

Problemet ved Christensen er bl.a., at det eklektiske kildevalg er hængt op på den manglende vilje til at ville studere de forskellige kilder, også modpartens, og forholde sig kritisk til dem! En gang angreb Danmarks Liberale Venstreminister "træsko Tove" universitetsmarxismen for at mangle alsidighed, hvilket ikke var helt forkert. Den nye mangel på alsidighed finder man hos den neoliberale klike blandt eurokrater, nationale regeringer, politikere og meningsdannere i Europa; dette er ikke blot en utilsløret forkert informationsformidling. Det er ligeså vel en farlig kurs, der styrer Europa mod den nukleare og økonomiske afgrund, fordi man søger krigen fremfor freden. Man spreder en propaganda baseret på løse gætterier, der siger, at den russiske hær har planer om at angribe Europa. At fremme frygten og mindske den menneskelige følelse af sikkerhed tjener til at cementere den herskende klasse og den politiske elites magt. Krigshysteriet har endvidere den tilsigtede virkning, at det tilslører de fundamentale økonomiske problemer de vestlige imperialistiske centre, står i. Problemer som stagflation, en faldende makroøkonomisk profitrate i de økonomiske centre samt en øget ulighed mht. indkomst-, magt- og formuefordeling øger faren for social uro, skærper klassekampen ligesom revolutionære tilstande, voldelige eller fredelige, udgør en trussel for borgerskabets og dets forskellige sociale lags magtmonopoler. Man må derfor nødvendigvis tilsløre de dybere underliggende forhold bag det overspændte fokus på en imaginær fare, der ikke sker.

Christensens kildevalg 

Christensen har ikke en alenlang liste af publikationer, han kan henvise til. Han vedlægger ikke kilder, han selv har begået, så niveauet er hermed ikke for hans vedkommende særligt meriterende.

I stedet klynger han sig så til en række tendentiøse fordomsfulde kilder, som f.eks.:

Keir Giles: Tidligere tilknyttet det britiske forsvarsakademi og forfatter NATO's Håndbog i russisk informationskrigsførelse, der er udgivet af NATOs Defense College.

Timothy Snyder: Højre-konservativ historiker. Snyder er kritiseret for ikke at anvende en historikers nøgterne kildesonderinger. Historikere kritiserer ham for en lemfældig og selektiv omgang med historiske fakta. Han er kendt for at hænge fast i en utidssvarende sovjetologi med reminiscenser af den kolde krigs falske narrativer om at stalinisme og nazisme er en og samme ting.

Mark Galeotti: Historiker og forfatter, for nyligt oplægs præsentation ved det danske Forsvarsakademi og endvidere Natos parlamentariske forsamling (NATOs Parliamentary Assembly). Endvidere tilknyttet den antirussiske Mayak Intelligence enhed.

Peter Pomerantsev. Sympatisør med Kiev juntaen og det ukrainske fascistoide komprador bourgeoisi. Kendt for at hævde, at alt hvad der kommer fra Rusland er propaganda.

Og så minsandten ikke mindst The Rand Corporation, der er kendt for at være en højreorienteret farvet virksomhed finansieret af amerikanske regeringsorganer, amerikanske stater og lokale regeringer.

Michael Christensens brug af kilder afslører ikke en eneste uafhængig kilde. De valgte kilder skal tilpasse sig Christensens forfejlede verdensbillede, hvor han søger at promovere Vestens bedrageriske narrativer. Christensen afvisning af russiske synspunkter er et forsøg på en intellektuel projektion. Han ved sikkert godt, at Vesten disse år gør sig skyldig i agitatoriske narrativer fremfor forskningsbaseret viden funderet i empiriske data. Han ved sikkert også, at det bedrag, man selv gør sig skyldig i, er ømtåleligt. Det er derfor ikke blot et spørgsmål om den russiske forforståelse! Mere nødvendigt er det at dæmonisere vestlige systemkritikere som undertegnede og kalde dem bannerførere for en udokumenteret russisk propaganda. Den virkelige propaganda er nok så meget et vestligt problem, som det er et russisk og ukrainsk. Der er er en del, der tyder på, at russiske kilder er tættere på sandheden om krigen i Ukraine end den kognitive hjernevask vi udsættes for i en daglig strøm af 'bevidstheds forurenende "nyheder" i medierne.

Subjektivisme i forskning

At de forskere Christensen påberåber sig på nogen måde skulle kunne erklære sig objektive er en tilsnigelse. Det er det samme som, at sige at al forskning er frigjort fra subjektivisme. Det er naturligvis noget vrøvl! Vi er alle påvirket – mere eller mindre - af en forforståelse der bunder i mange ting lige fra at være politiserende, ideologiserende eller mere eller mindre hadefulde, fordomsfulde og påvirkede af personlige holdninger og oplevelser. Dette skinner igennem på det ubevidste og det bevidste plan. Dette gælder også de forskere, der indgår i Christensen ensidige kildevalg. Hvis man er tilhænger af NATO, en vestlig nyliberal eller nykonservativ regering eller man er glad for det indeværende kapitalistiske samfund vil det uvægerligt skinne igennem på en eller anden måde enten direkte eller indirekte. Mht. sidstnævnte udelader man konsekvent synspunkter, der ikke passer til ens fortælling. Det danske forsvarsakademi, og det man kalder forskning fra denne institution, er ikke ligefrem betagende læsning. De mest grelle eksempler er usminket parafrasering af synspunkter, der stammer fra vestlige efterretningskilder som f.eks. CIA. Begrebet videnskabsteori synes ikke at være trængt igennem hos denne tendentiøse institution, der ikke evner andet end at levere en gang hurra-snak for NATO og krigsførelsens politiske økonomi

Når man ukvalificeret kalder internationalt meriterede forskere for propagandister for Putin, skylder man os i det mindste at præcist at påvise, hvordan dette kan dokumenteres. Her er det ikke nok, at henvise til disse tendentiøse NATO venlige, systemimmanente og apologetiske kilder. Og man bør naturligvis også spørge sig selv om det, man siger, kan falsificeres. Den slags forskning, som Christensen præsenterer os for, kunne godt blive langt bedre, hvis han gad at studere Poppers falsifikationisme, der udspringer af den kritisk rationalisme. Dette kunne netop belyses ved at diskutere, hvad der kunne falsificere de tendentiøse kilder Christensen påberåber sig!

Når han beskæftiger sig med kilder, der ikke køber den gængse historiefortælling, affærdiger han det flot med, at det da bare er russisk propaganda, uden at han fører et stringent empirisk bevis for, at dette er tilfældet. Det er en sætning, vi hører temmelig ofte – den repræsenterer en skingrende armod, en frygt for at sandheden kommer frem og en indre erkendelse af usikkerhed overfor dem, der hylder sandhed og kritisk rationalisme. Sidstnævnte paradigme, fremfor vestlig propaganda, kan ikke umiddelbart falsificeres. At der pågår en informationskrig kan ingen benægte, og at begge sider kan være ensidige, kan heller ikke benægtes. Men man kan altså ikke blot affærdige nuancer i debatten ved at påstå, at der kun findes en sandhed. Vi, der formaster os til at stille kritiske spørgsmål og ytre os frit, så længe det er muligt i vore censurerede samfund, skal påduttes mening, vi ikke har. Den slags tangerer en åndelig voldtægt, og det er en del af det, nogle kalder den kognitive hjernevask af hele befolkninger, vi ser overalt i imperialismens centre.

Vestens aggression baggrunden for krigen i Ukraine

Jeg vil ikke gentage, hvad jeg allerede har sagt og skrevet. Krigen i Ukraine er igangsat af USA og NATO og den er et led i NATOs aggression, inddæmningspolitikken, balkaniseringen af Rusland og et CIA organiseret kup i 2014 fremmet af CIA og Obama/Biden administrationen repræsenteret ved Victoria Nuland og USA's ambassade i Kiev. Aggressionen mod Rusland siden 1990 er funderet i imperialismen og Kennan/Truman doktrinens strategi vedrørende en inddæmning af det daværende USSR. Denne strategi har overlevet i den vestlige informationskrig og krigen mod Rusland i dag.

Nazisme i Ukraine

Ikke mindst Nynazistiske grupper deltog aktivt i kuppet vendt mod Ukraines demokratisk valgte præsident Viktor Janukovitj. Det ukrainske folk stod ikke bag kuppet, ligesom man ikke kan sige, at det var et homogent folkeligt ønske, at man skulle tilslutte sig NATO og EU. At påstå, at dette har med Ukraines ret til selvbestemmelse at gøre, er noget vrøvl. Det handler om et lokalt oligarki, et komprador bourgeoisis "ret til selvbestemmelse" – retten til at privatisere, liberalisere og overgive det ukrainske kornkammer og Østukraines mineraler til vestlige kapitalinteresser til gengæld for en luxurios tilværelse i selskab med det vestlige jetset og med enorme ejendomsbesiddelser som Zelinskis. Til gengæld er det ikke noget vrøvl, at det russiske mindretal i det østlige Ukraine og Krim ønskede sig en selvbestemmelse, Kiev-juntaen nægtede at give de forfulgte. Selv Minsk II aftalen om en lokalt selvstyre brød den fascistoide regering i Kiev!

Lidt geografi vil hjælpe Christensen

Christensen tillader sig at kalde mit oplæg en række af såkaldte misvisende påstande om krigen i Ukraine og Vestens rolle. Han påstår, igen udokumenteret, at det skulle være et ekko af centrale elementer i den såkaldte russiske propagandastrategi. Han benægter endvidere at NATOs og EU's krig mod Rusland med det ukrainske folk på slagtebænken som stedfortrædere ikke skulle være et resultat af vestlig ekspansionisme. Jeg ved ikke om den hedengangne geografiundervisning på folkeskoleniveau er gået hen over hovedet på Christensen. Hvis han ikke har viljen til at ville se ekspansionen behøver han egentligt blot at se på et landkort. Her vil han se de nye NATO stater efter 1990 helt over til russiske grænser, forsøgene på at indlemme tidligere Sovjetrepublikker i NATO og de nøjagtige placeringer af amerikanske militære baser og våbensystemer de sidste 35 år,. Det var Sovjetunionen, der i blind tillid til amerikanerne begik den fejl, det var, at nedlægge Warszawa-pagten, mens NATO fortsatte sin ekspansion op til de russiske grænser. Dette foregik på trods af et løfte om, at man ikke ville ekspandere øst for Oder-Neisse grænsen. NATO er ikke en forsvarspagt; det er en angrebspagt! Hvis man ser på The Stochholm International Peace research Institutes (SIPRIs) data over de 15 mest oprustende lande globalt, vil man se, at USA og NATO landene Tyskland, Frankrig og England i 2023 tegner sig for ca, 44%, mens USA alene tegner sig for 37%. Til sammenligning tegner Rusland sig for 4.5% og Kina for 12%. Er det tal Christens og andre krigstilhængere gider at beskæftige sig med. Tallene er ubekvemme for det selektive kildevalg Christensen og Forsvarsakademiet præsenterer os for. Så den statistik forbigår vi hastigt i tavshed – ikke sandt?

Vestens normer for suverænitet, samarbejde og fredelig konfliktløsning

Endnu værre er det, at Christensen kalder det et grundlæggende faktum, at Rusland ikke deler Vestens normer for suverænitet, samarbejde og fredelig konfliktløsning. Det var "li' godt grove" ville Oluf Sand i "The Julekalender" have sagt. Det er påviseligt, at Rusland hele tiden søgte forhandlinger og internationale aftaler som Istanbul, Minsk I, og Minsk II og man indgår fortsat i forhandlinger, som Vesten enten har nægter at deltage i, har overtrådt eller saboteret. Og det var USA der opsagde INF traktaten. Den slags er ikke tillidsvækkende, og derfor er det med god grund, at Rusland noget sendrægtigt har indset, at man ingen vegne kommer med Vesten. Derfor søger man alternative partnere gennem alliancen med Kina, BRICS og SCO. At man alligevel fortsat åbner døren for en forståelse med Trump-administrationen, der ikke køber det forfejlede nyliberale verdensbillede skyldes, at der måske er håb for, at Trump administrationen ikke fortsætter den nyliberale imperialisme og 90'ernes unilaterale strategi. Det var den gang en Francis Fukuyama hævdede, at liberalismen stod tilbage i ringen som sejrherren efter det Hans Magnus Enzenberger kaldte USSR's heltemodige tilbagetog.

Rusland har ingen planer om at angribe Europa, man ønsker ikke en kernevåbenkrig der fører til menneskehedens udslettelse. Man ønsker en fredelig sameksistens! En nation der mistede 27 millioner menneskeliv under den sidste verdenskrig er den sidste til at ønske sig en tredje verdenskrig.

Keir Giles tager fejl, hvis han, som Christensen citerer ham for at sige, påstår, at Kreml har et sæt uformelle, strategiske normer. Diplomati skulle angiveligt være et middel til manipulation; traktater er midlertidige værktøjer, der tjener til at bringe fjenden i en ufordelagtig position. Det er naivisme, hvis man tror, at enhver stat ikke bruger disse såkaldte "strategiske normer" i det sikkerhedspolitiske spil. De imperialistiske centre har gjort dette siden anden verdenskrig; USA og dets allierede har om nogle løjet overfor verden, hvilket selv den tidligere leder af CIA og medlem af den første Trump administration Mike Pompeo indrømmer. I et herostratisk oplæg sagde han:

"Hvad er kadetmottoet på West Point? Du vil ikke lyve, snyde eller stjæle eller tolerere dem, der gør det. Jeg var CIA-direktør. Vi løj, vi snød, vi stjal. Det var – det var ligesom – den gang vi havde hele træningskurser. Det minder dig om det amerikanske eksperiments herlighed."

Kan vestlige forskere se i en glaskugle?

Hvordan man empirisk kan påvise, at en fjende, der ikke deler sine data med hvem som helst, agerer, fortaber sig i det uvisse. Det er rendyrkede spekulationer, der ligger bag dette. Kreml søger diplomati og forhandlinger, fordi man siden 90'erne har forsøgt at blive en del af det vestlige økonomiske og internationale samarbejde – man forsøgte endda fra Ruslands side at blive en del af NATO. Hvis det er nogen, der har strategiske normer er det yankee-imperialismen og de supranationale organisationer NATO og EU, der som amerikanske politikere, politiske aktionskomiteer (PACs) og lobbyister handler i det militærindustrielle kompleks interesser. Dette sker gennem inddæmningspolitikken og successionen fra den ene krig (læs Ukraine) til den næste (læs Gaza og Iran). Udover omringningen medvirker man til indre 5. kolonne subversive aktiviteter og Balkaniseringen, der skal give de multinationale selskaber uhindret adgang til et svækket Ruslands ressourcer. Påstanden om, at Rusland ikke anerkender småstaters selvstændighed, er gjort grundigt til skamme under indtryk af BRICS og SCO landenes nye internationale arbejdsdeling. Her tæller såkaldte perifere zoner som Cuba og Venezuela og andre småstater lige så meget som større stater, der vil en ny økonomisk verdensorden befriet for udbytning, kapitalakkumulation, kolonialisme og imperialisme. Den nye orden er baseret på staters uafhængighed og uindskrænkede suverænitet. Dette er det modsatte af, hvad IMF og Verdensbanken foranlediger gennem politiske tiltag fyldt med betingelser, der forarmer den tredje og den fjerde verden (de oprindelige folk). Den reelle stormagtslogik udgik fra USA gennem unilateralismen og imperialismens centre, der under-udvikler perifere økonomier; den udgår ikke fra Rusland, Kina, Indien, Brasilien eller Sydafrika.

Vor kære "hjemmeværnsforsker" Michael Christensen forskertser ikke sin mulighed for at tilsætte en knivspids mere propaganda, når han gør realiteter til noget, jeg skulle påstå! Som antydet ovenfor kan der ikke herske tvivl om, at det er Vesten, der har forvoldt stedfortræderkrigen i Ukraine ved at ignorere Ruslands sikkerhedsbehov. Rusland kan ifølge Christensens kildemateriale hverken tillade sig at have strategiske normer eller i det hele taget have en sikkerhedspolitik. Man har værsågod at holde kæft og makke ret, når NATO ekspanderer og øger sin aggression.

Rusland er ikke Sovjetunionen

Timothy Snyder skulle ifølge Christensen mene, at Rusland ikke er drevet af fremtid, men af en fortidsorienteret ideologi. Den russiske Etatisme skulle angiveligt søge at genskabe national storhed gennem myter om ydre trusler og indre forrædere, hedder det sig. Sig mig, er det overhovedet gået op for disse mennesker, at der en gang var en mislykket sovjetunion, hvor Rusland var en republik, og der i dag er et Rusland, der virkelig formår at se fremad, tilpasse sig den nye verdensorden og skabe en økonomisk vækst, der vokser hurtigere end EU landenes? Rusland er 35 år efter Gorbachevs heltemodige tilbagetog i færd med at opbygge et demokrati – og det gør man altså ikke blot på så kort tid – der på mange områder lever mere op til fortidens vestlige idealer omkring ytringsfrihed, menneskerettigheder, elitært demokrati, og en tilstræbt social retfærdighed. Det er selvfølgeligt bekvemt, hvis man blot kunne affærdige Rusland med en påstand om, at det er gammel vin på nye flasker. Alt er som før, Sovjetunionen blev i virkeligheden aldrig opløst. Den form for konservatisme tjener til at legitimere, at man kan skabe en ny kold krig i det militærindustrielle profitmaksimerende kompleks interesse.

Vestlige kritikere af de gængse narrativer

Christensen harcelerer over at jeg referer kilder som John Mearsheimer, Scott Ritter, Jeffrey Sachs og Glenn Diesen – jeg kunne sagtens nævner flere i et metastudie. Den slags kræver igen en kvalificeret evaluering af indholdet af kilderne som Christensens selektive kildevalg ikke præsterer. Den slags er et spørgsmål om merit og fakta, hvor ikke mindst Jeffrey Sachs internationale omdømme og righoldige erfaringer med international politik og økonomi borger for, at vi kan stole på det, han siger og skriver. Når Sachs systematisk negligerer Ruslands ansvar for aggressionen, skyldes det netop, at USA, NATO og EU er de ansvarlige for, at stedfortræderkrigen blev sat i gang. Rusland søgte under Istanbul forhandlingen at undgå krigen, og man var næsten nået til enighed. Den britiske premierminister Boris Johnson forpurrede imidlertid fredsplanerne og den specielle militære operation blev igangsat. Siden har regimet i Kiev ikke været andet end marionetter for NATOs krig med Rusland! Den specielle militære operation var undgåelig, dels på grund af den terroristiske forfølgelse af russiske statsborgere i Donbas og folkemordet, der pågik der. Og det skal ikke glemmes, at Rest Ukraine forberedte endnu et angreb på Donbas i dagene op til den specielle militære operation. Dels også som et led i inddæmningspolitikken og de vestlige forsøg på at annektere Krim og Sevastopol, hvor den russiske sortehavsflåde befinder sig. Krim er ikke oprindeligt ukrainsk. Nikita Sergeyevich Khrushchev overgav i 50'erne Krim til den ukrainske sovjet republik. Ukraine blev genoprettet og afnazificeret efter Den Anden Verdenskrigs afslutning. At påstå, at Ukraine ikke ligger indenfor Ruslands interessesfære, og at der på det mellemfolkelige plan hersker en vilje til fredelig sameksistens mellem det ukrainske og russiske folk er igen en af disse vestlige propagandaløgne, der implicit støtter ny-nazificeringen af Ukraine. Efter folkeafstemningerne I Donbas og på Krim og efter, at man her havde hilst den russiske hær velkommen som befriere, fik man stoppet den omsiggribende glorificering af nazikollaboratøren Stepan Bandera i en del af Ukraine. Overalt i Restukrainske større byer finder man imidlertid statuer af denne naziforbryder.

Jo, Nazismen er en realitet Christensen

At Ukraine før den specielle militære operation i 2022 var et center for en omsiggribende nazificering er ikke blot noget russiske kilder korrekt påpeger. Ifølge Associated Press stemte USA i 2017 imod en FN resolution præsenteret i udkast af Rusland for generalforsamlingens menneskerettighedskomité. Resolutionen fordømte glorificeringen af nazismen, og man anbefalede, at samtlige FN-medlemsnationer skulle forbyde pro-nazistisk propaganda og nazistiske organisationer. Kun to lande stemte imod den resolution USA og Ukraine, mens de øvrige 125 lande stemte for. Det kan næppe benægtes, at afstemningsresultatet havde med nazificeringen af Ukraine at gøre.

Ifølge Helleniscope var der i januar 2022 nyheder om, at CIA planlagde en aktion i Ukraine. Man trænede ukrainske paramilitære nazister i USA. Disse antirussiske styrker var tiltænkt en offensiv rolle ved Ukraines østlige grænser.

Ukraine er ifølge det amerikanske tidsskrift "The Nation" globalt set den eneste nation, der tillader en nazistiske styrker i sin hær. Man har i den danske debat forsøgt at bagatellisere og benægte nazismen i Ukraine.

Azov-bataljonen, som nyder støtte fra USA, NATO og senest vores kære regering og folketingspolitikerne, der hyldede nazibataljonen i Christiansborgkomplekset, blev oprindeligt etableret med udgangspunkt i en nazi-bande "Patrioter i Ukraine". Bandens øverstbefalende Andriy Biletsky, udmærkede sig bl.a. ved at skrive at Ukraines mission er at "lede verdens hvide racer i et sidste korstog...mod de semitisk-ledede Undermennesker". At samme Biletsky blev valgt ind i Ukraines parlament, siger en del om det frihedselskende og demokratisk ledede Ukraine som danskere - selv venstrefløjen - går på gaden og demonstrerer for, og som en uduelig socialdemokratisk/borgerlig samlingsregering har valgt at støtte økonomisk og militært med våben.

I efteråret 2014 indlemmede man Azov i Ukraines nationalgarde. Azov er anklaget for menneskerettighedskrænkelser af Human Rights Watch og FN. Flere vestlige medier som New York Times har kaldt bataljonen nynazistisk. Selv USA Today, The Telegraph og Haaretz samt video og billedmateriale har bekræftet, at Azov-krapylet udstiller sig med hagekors, honnør og andre nazistiske symboler.

Man ignorerer i den hjemlige debat historier om Ukraines reaktionære nationalisme med fupnyheder om, at højre-nationalisme og fascisme i Ukraine angiveligt skulle være russisk propaganda. Den går imidlertid ikke. Historierne stammer fra vestlige medier, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center samt Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House. Disse kilder udsendte en fælles rapport, der advarede om, at Kiev mister magten, fordi højreekstremistiske bander arbejder ustraffet.

I Vesten indrullerer man frivillige i bataljonen, der har begået uhyrlige krigsforbrydelser vendt mod civile i Donetsk og Lugansk regionernes grænseområder til Rest-Ukraine. Mindst 4000 dødsofre (nogle taler om 14.000) er gået upåagtet hen over hovederne på den vestlige offentlighed, fordi USA og nyliberale kræfter undertrykker sandheden. I januar 2018 gik Azovs Nationale Druzhina gadepatruljeenhed på gaden for at "genoprette ukrainsk orden".

Ifølge the Nation gennemførte Druzhina pogromer mod roma- og LGBT-organisationer. Den uafhængige journalist Benjamin Norton fra nyhedsportalen Multipolarista kunne berette, at Ukraines vestligt støttede nationalgarde har rost sine nazistiske krigere for at smøre kugler ind i svinefedt for at dræbe tjetjenske russiske muslimer på en vanærende racistisk måde.

Man dæmoniserer dem som orkerne i "Ringenes Herre". Svinekød og andre svineprodukter er som bekendt "haram" (forbudt og urent) for muslimer. Da Norton lagde dette op på Instagram, blev det censureret og fjernet. Facebook har ifølge "The Guardian" i øvrigt ændret sin holdning til Azov-forbryderne ved at tillade deres profil. Azovs officielle, verificerede Twitter-konto (X i dag) for den ukrainske nationalgarde tweetede en video den 27. februar i år, der viser en soldat fra den nynazistiske Azov-bevægelse dyppe kugler i svinefedt.

Så nej, Michael Christensen, der er ikke tale om såkaldt "postmoderne propaganda, som er karakteriseret ved intentionel vildledning, normnedbrydning og pluralisme af løgne snarere end etablering af én sandhed." Og din påstand om, at der skulle være tale om en såkaldt "russiske 4D-strategi – dismiss, distort, distract, dismay" er da meget fantasifuld. Men den har imidlertid intet med den dokumenterede virkelighed at gøre. Vestlige uafhængige journalister vover livet og karrieren for at bringe dig sandheden om, hvad der foregår.

Ukraine er ikke et frihedssøgende demokrati

Ukraine er et splittet, ikke-levedygtigt land på grund af Vestens kyniske misbrug af ukrainske borgeres liv. Tabstallene nærmer sig en million døde og sårede. Ukraine er ikke et demokrati i videnskabelig forstand. Würzburgs universitets demokratindeks placerer landet meget lavt, hvad demokratindeks angår. Christensens propagandistiske påstand om, at Ukraine gennemfører frie demokratiske valg er næppe muligt, når regimet i Kiev i stor stil krænker menneskerettighederne ved at have politiske fanger, ligesom man har forbudt politiske partier lige siden 2014. Der findes ingen anerkendt uvildig videnskabelig gennemført meningsmåling, der med rette kan konkludere, at ukrainske borgere i stort tal støtter EU- og NATO-medlemskab. Det ukrainske samfund er underkastet censur og forfølgelse af alle, der stiller spørgsmålstegn ved Zelinski regimets diktatur, så pålidelige meningsmålinger eksisterer ikke.

Den alfaderlige Christensen

Til slut forsøger Michael Christensen – det manglede da bare andet – at give mig mulighed for trygt at lulle mig ind i hans alfaderlige flirten med den totalitarisme han reelt set plæderer for. Naj tak hr. Christensen – jeg kan desværre ikke sige Doktor Christensen, nu du ikke er nået op på Ph.D. niveau med dine agitatoriske studier i vestlige narrativer – men jeg ved, at en trade-off mellem krigsfærd og borgernes velfærd ikke falder ud til førstnævntes fordel.

Men tak for din omsorg. Jeg må skuffe dig, når du, igen udokumenteret, siger, at det ikke er nyt, "at mennesker med fortid i venstrefløjen føler sig hjemløse i en ny geopolitisk virkelighed". Hvor kender du mine politiske synspunkter fra? Jeg ved godt, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin tid registrerede min virksomhed som politisk soldat ved Nærluftforsvar Aalborg. Er det det, du har snaget i? Jeg kan berolige dig med, at jeg ikke føler mig politisk hjemløs, da jeg deler synspunkter med internationale og danske systemkritikere, kritiske uafhængige forskere og journalister samt fredsaktivister. Og man kan sagtens fortsat være venstreorienteret selvom man ikke tilhører et politisk parti, hvilket jeg ikke gør!

Hvilke mindre nationer - Danmark?

Og så kan jeg i øvrigt ikke dy mig for at boome-range din bemærkning om, at jeg skulle bringe os tættere på et verdensbillede, "hvor små lande ikke har stemmer, hvor historie forvanskes til våben, og hvor imperier genskabes på bekostning af menneskeliv". Er det Danmark, du taler om, hvor vi fra at få indskrevet fodnoter i NATO omkring dobbeltbeslutningen i 80'erne, i dag er blevet et ukritisk halehæng til selvsamme NATO. Er det den grundlovsstridige placering af amerikanske baser på dansk jord, der giver det amerikanske militær bemyndigelser til at begå overgreb mod civile danske borgere på dansk jord, du taler om. Eller er det mon Pax Americana og Monroedoktrinens anvendelse på Grønland som en geografiske del af Nordamerika du taler om.

Det er det sikkert ikke, fordi den slags sætter spørgsmålstegn ved de agitatoriske ensidige narrativer du bringer til torvs

Supplerende læsning:

Gorm Winther & Ivar Jonsson: Human Security Through the New Traditional Economy in the Arctic, introductory chapter by Gorm Winther, Routledge Publishers 2024.

Gorm Winther:  Nazisme I Ukraine, LinkedIn 2022 https://www.linkedin.com/pulse/nazisme-i-ukraine-gorm-winther

Gorm Winther: Udenrigsministeriet er en del af krigsførelsens politiske økonomi, Researchgate 2024. https://www.researchgate.net/publication/382074592_Udenrigsministeriet_er_en_del_af_krigsforelsens_politiske_okonomi

DOI: 10.13140/RG.2.2.23870.29762

Gorm Winther: The War in Ukraine is a Case of Imperialism, Gorm Winther's Chronicle, 2024 https://www.gorm-winther-s-chronicle.com/l/this-is-a-blog-post-with-images3/

Gorm Winther: Enhedslisten på Imperialismens side, Gorm Winther's Chronicle, 2024 https://www.gorm-winther-s-chronicle.com/l/blogindlaeg-med-formateringstips-til-dig/

Gorm Winther: Nuclear War, LinkedIn, 2024

https://www.linkedin.com/posts/gorm-winther-07a67716_nuclear-war-gorm-winthers-chronicle-activity-7267968506929795072-_Usf

Gorm Winther: The economic crisis of imperialism, oligarchic capitalism, and the authoritarian state, Gorm Winther's Chronicle, 2024

https://www.gorm-winther-s-chronicle.com/l/blog-post-with-formatting-tips-for-you/

Gorm Winther: Massehysteriets Tidsalder, Gorm Winther's Chronicle, 2024 https://www.gorm-winther-s-chronicle.com/massehysteriets-tidsalder/

Michael Christensens Indlæg på Facebook:

I et Facebook-opslag gentager Gorm Winther en række påstande om krigen i Ukraine og Vestens rolle, som i bedste fald er misvisende og i værste fald fungerer som ekko for centrale elementer i den russiske propagandastrategi. Han præsenterer konflikten som et resultat af vestlig ekspansionisme og underkender systematisk Ukraines ret til selvbestemmelse. Som modstykke fremlægger jeg her en analyse baseret på dokumenteret forskning og strategisk forståelse af russisk adfærd – med afsæt i kilder som Keir Giles, Timothy Snyder, Mark Galeotti og Peter Pomerantsev.

Kernen i Gorm Winthers argumentation er den klassiske spejldoktrin: at stormagter naturligt har interessesfærer, og at Rusland blot agerer som USA ville gøre i lignende situationer. Denne tilgang er ikke ny, men den er farlig, fordi den ignorerer det grundlæggende faktum, at Rusland ikke deler Vestens normer for suverænitet, samarbejde og fredelig konfliktløsning.

Som Keir Giles pointerer i "Moscow Rules: What Drives Russia to Confront the West" (2019), opererer Kreml med et sæt uformelle, strategiske normer, hvor diplomati er et middel til manipulation, og traktater er midlertidige værktøjer. Rusland anerkender ikke småstaters selvstændighed, men ser dem som perifere zoner, der bør indordnes under stormagtslogik.

Gorm Winther påstår, at Vesten har forvoldt krigen ved at ignorere Ruslands sikkerhedsbehov. Men dette ignorerer det forhold, som Timothy Snyder udpeger i "The Road to Unfreedom" (2018): Rusland er ikke drevet af fremtid, men af Politics of Eternity – en fortidsorienteret ideologi, hvor staten genskaber national storhed gennem myter om ydre trusler og indre forrædere. Her er Ukraine ikke en suveræn nation, men en tabt provins, der skal generobres.

I dette verdenssyn har Ukraine ikke ret til at vælge sin vej. Derfor giver det heller ingen mening at diskutere NATO's rolle, hvis man ikke samtidig anerkender, at Ukraine i 1991 blev en uafhængig stat – en uafhængighed, som selv Lavrov anerkendte i begyndelsen af 2010'erne. Først da Putin besluttede at bryde med det internationale system, ændrede Rusland kurs.

Gorm Winther støtter sine udsagn med kilder som John Mearsheimer, Scott Ritter, Jeffrey Sachs og Glenn Diesen – personer, der enten:

- systematisk negligerer Ruslands ansvar for aggressionen,

- eller gentager Kremls propaganda om "nazificering", "junta", "folkemord i Donbas".

Disse påstande er bredt dokumenteret som en del af den russiske firehose of falsehood-strategi, analyseret bl.a. af RAND Corporation og Peter Pomerantsev. At bruge disse kilder uden kritisk stillingtagen er ikke analyse – det er forstærkning af misinformation.

Det er værd at bemærke, at især John Mearsheimers argument om vestlig skyld for konflikten er blevet kraftigt kritiseret af eksperter som Michael McFaul (tidligere USA-ambassadør i Rusland), Mark Galeotti og Anne Applebaum. De peger på, at Mearsheimer ignorerer ukrainsk selvbestemmelse og handleevne og legitimerer stormagtsdominans som uundgåelig struktur. Andre som historikeren Timothy Snyder har kaldt hans analyser for moralsk ansvarsforflygtigelse, der reducerer Ruslands handlinger til automatreaktioner på vestlig adfærd.

Som Morten Lassen viser i "Historien som våben" (2022), bruger Putin historien som et strategisk værktøj. Det handler ikke om at forstå fortiden, men om at bruge den til at mobilisere befolkningen og legitimere imperialistiske ambitioner. Når Gorm Winther fremstiller 2014 som et CIA-kup og fornægter minoriteters rettigheder i Østukraine, gentager han Kremls version af historien – ikke den virkelighed, som OSCE-observatører, menneskerettighedsorganisationer og ukrainske borgere selv har dokumenteret.

Et centralt problem ved Gorm Winthers fremstilling er dens tydelige spejling af russisk postmoderne propaganda, som er karakteriseret ved intentional vildledning, normnedbrydning og pluralisme af løgne snarere end etablering af én sandhed. Dette er grundigt analyseret af blandt andre Peter Pomerantsev og RAND Corporation under betegnelsen firehose of falsehood. Den russiske 4D-strategi – dismiss, distort, distract, dismay – kan genfindes i Gorm Winthers opslag:

- Dismiss: Han affærdiger vestlige kilder og medier som ukritiske mikrofonholdere.

- Distort: Gentager uunderbyggede påstande om "nazificering", "folkemord", "CIA-kup" og "junta".

- Distract: Trækker historiske paralleller til Vietnam, Cuba-krisen og Monroe-doktrinen, som afleder fra den faktiske konflikt i Ukraine.

- Dismay: Fremskriver et billede af et dekadent, aggressivt Vesten, der er ved at trække Europa ud i en ny verdenskrig.

Denne strategi er ikke blot informativt vildledende – den underminerer også grundlaget for en meningsfuld offentlig debat. Ved at anvende konspirationsteoretisk og relativistisk sprogbrug svækker den evnen til at skelne mellem kildekritisk analyse og propagandistisk repetition.

Gorm Winther ser Ukraine som et splittet, ikke-levedygtigt land. Han nævner ikke, at Ukraine i både 2004, 2014 og 2019 valgte vestligt orienterede regeringer ved frie valg. Han nævner ikke, at ukrainske borgere i stort tal støtter EU- og NATO-medlemskab. Han anerkender ikke, at Rusland er gået ind i et naboland med tanks og artilleri – ikke for at beskytte nogen, men for at ødelægge en nations ret til selv at vælge sin fremtid.

Hvem taler du for, Gorm?

Det er ikke nyt, at mennesker med fortid i venstrefløjen føler sig hjemløse i en ny geopolitisk virkelighed. Men det er påfaldende, hvor tæt Gorm Winthers analyse lægger sig op ad den fortælling, der bruges af Rusland til at underminere Vesten, delegitimere Ukraine og forsvare aggression med henvisning til historisk frygt.

Den form for analyse bringer os ikke tættere på fred. Den bringer os tættere på et verdensbillede, hvor små lande ikke har stemmer, hvor historie forvanskes til våben, og hvor imperier genskabes på bekostning af menneskeliv.

Det er derfor, vi må insistere: Hvis man vil forstå Rusland, må man forstå det på dets egne vilkår – ikke på de forestillinger, man gerne vil påtvinge virkeligheden.

Kilder og baggrund

Keir Giles – Britisk efterretnings- og Ruslandsekspert. Forfatter til "Moscow Rules: What Drives Russia to Confront the West" (2019). Tilknyttet Chatham House. Kendt for at analysere russisk strategisk tænkning ud fra egne regelsæt og historiske narrativer.

Timothy Snyder – Amerikansk historiker ved Yale University. Forfatter til bl.a. "The Road to Unfreedom" og "Bloodlands". Undersøger Østeuropas historie, autoritære ideologier og det russiske regimes brug af historie som magtværktøj.

Mark Galeotti – Britisk ekspert i russiske sikkerhedstjenester og militærstrategi. Forfatter til "Putin's Wars", "We Need to Talk About Putin". Skriver bredt om hybridkrig, GRU og Vests forhold til Rusland.

Morten Lassen – Dansk historiker og forfatter til "Historien som våben". Viser hvordan Putins Rusland bruger historie til politisk mobilisering og identitetsskabende propaganda.

Peter Pomerantsev – Medieekspert og forfatter til "Nothing is True and Everything is Possible". Har dokumenteret brugen af desinformation og postmoderne manipulation i Rusland.

Michael McFaul – Tidligere USA-ambassadør i Rusland. Kritiker af den "strukturelle determinisme" i Mearsheimers tilgang.

Anne Applebaum – Pulitzer-vindende forfatter til bl.a. "Twilight of Democracy". Har skrevet kritisk om vestlig naivitet over for autoritære regimer og russisk strategi.ritisk om vestlig naivitet over for autoritære regimer og russisk strategi.