Frygten som drivkraft under den anden kolde krig

Mit facebook opslag vedrørende den gensidige frygt i den anden koldre krig foranledigede en del reakltioner herunder Lars. H. Nielsens nedenfor.

"Da SF's tidligere formand Gert Petersen skrev bogen "Med frygten som drivkraft: Tanker om den kolde krig "gjorde han op med dem, der taler om venstrefløjens svigt under den kolde krig, fordi fredsbevægelsen fik sat sit fingeraftryk på skiftende regeringers udenrigs- og forsvarspolitik. Sådan er det ikke under den nye kolde krig, hvor den såkaldte "venstrefløj" er blevet en del af NATO og EU.

Gerts pointe var den, at den første kolde krig blev drevet frem af gensidig frygt på trods af, at ingen af parterne planlagde at angribe den anden. I gensidig mistillid militariserede begge sider sig og satte menneskehedens overlevelse på spil.

Intet har man i dag på begge sider lært af historien. Den danske ahistoriske regering bærer ved til oprustningens vanvid, og der spildes på begge sider enorme ressourcer på militært isenkram.

Natos møde og den russiske reaktion viser i dette tilfælde, at historien gentager sig – Den gensidige frygt i EU og i Rusland sætter menneskehedens overlevelse på spil. Der er mere end nogensinde brug for folkelige protester, som man nu ser i andre europæiske storbyer.

Når den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev reagerer på NATO topmødet som han gør er det ikke alene berettiget fordi NATO og EU er den aggressive part. Det skyldes nok så meget at den gensidige frygt igen er på spil!"

Et eksempel på den gensidige frygt og reaktionerne fra "den anden side" eksemplificeres med Medvedevs reaktion på det seneste NATO topmøde, hvor man traf den beslutning at øge udgifterne til miltært isenkram til 5% af BNP. Det er klart en trussel, men vil det føre til krig. Det vil næppe føre til andet end en uddybning af EUs økonomiske krise og stigende afhængighed af USA imperialismen.

(Oversat af undertegnede)

"Kaglende kællinger i Bruxelles en direkte trussel mod Rusland" udtaler Medvedev

EU er blevet en militariseret russofob organisation. Medvedev hævder, at EU er blevet en fjendtlig kraft over for Moskva, og han anklager blokken for at bevæbne det "nynazistiske Kiev-regime" så det kan angribe Rusland.

I et Telegram-opslag onsdag udtalte Medvedev, at det gamle EU som en økonomisk union "i det væsentlige er ophørt med at eksistere" og i sin nuværende "perverterede form ikke er en mindre trussel" mod Rusland end NATO.

"Bruxelles i dag er Ruslands sande fjende," skrev han. "Langsomt, men sikkert er EU ved at forvandle sig til en selvbærende militærblok, der gradvist vil komme til at konkurrere med NATO..."

Ekspræsidenten beskyldte "kakerlakker fra Bruxelles og snæversynede ledere af EU-lande" for at fremme deres militariseringsstrategi baseret på en imaginær "Rusland-trussel", hvilket indvarslede en ny "oprustnings æra."

Ifølge Medvedev er EU's mål at bevæbne Kiev-regimet til det punkt, hvor det bliver usårligt over for Rusland. Han hævder, at Bruxelles øger sin militærindustrielle produktion og bygger militærfabrikker på ukrainsk jord. EU. Man sender også personale til Ukraine med henlik på at træne militante ukrainere, "så de kan dræbe vores borgere og udføre terrorangreb i Rusland."

Han anklagede Bruxelles for "skamløst" at anvende de stjålne russiske indefrosne aktiver, så man kan finansiere sine "modbydelige aktiviteter".

"EU, fyldt med våben, regnbuefreaks og kaglende kællinger i Bruxelles, udgør en direkte trussel mod Rusland," skrev Medvedev. "Dette bør selvfølgelig ikke hindre vores bilaterale samarbejde med individuelle europæiske stater."

Ukraines potentielle EU-medlemskab – som Rusland ikke tidligere havde protesteret mod – vil nu udgøre en "fare" for Moskva. Mens Kievs NATO-ambitioner altid blev set som en rød linje for Rusland, antydede Medvedev, at EU nu havde indtaget en lignende konfrontatorisk holdning.

Ukraine gjorde EU- og NATO-medlemskab til sit officielle nationale mål ved at ændre sin forfatning i 2019. Ukraine ansøgte om at blive medlem af blokken i februar 2022 og fik kandidatstatus senere samme år. Adgang kræver enstemmigt samtykke fra alle 27 EU-medlemsstater.

Mens nogle medlemmer udtrykte indvendinger, har Bruxelles bakket op om Kiev. Europa-Kommissionen foreslog, at Ukraine kunne tiltræde inden 2029, hvis landet gjorde tilstrækkelige fremskridt på områder som politiske og retlige reformer samt i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption.

I sit indlæg foreslog Medvedev to resultater for Ukraine: "Enten indser EU selv, at det slet ikke har brug for Kiev-kvasistaten, eller også er det endnu bedre, at der ingen stat er tilbage, der kan tilslutte sig EU."

Et forsøg på et svar fra Lars H. Nielsen indlæg på min facebookside lød som følger:

"Dit skriv passer godt ind i den russiske historieopfattelse. Politik for evigheden. Det er en fortælling om en fortid, der skal genskabes.

Du anvender Gert Petersen til at skabe en fortælling om forræderi. I Rusland skabes en national identitet, der konstant er truet af ydre kræfter og indre forrædere.

I dette verdenssyn er historien ikke lineær, men cyklisk og tragisk. Staten eksisterer ikke for at fremme universelle idealer, men for at forsvare nationens overlevelse og genskabe dens storhed. Her har små stater ikke selvbestemmelse i klassisk forstand – de ses som perifere zoner i stormagtsinteresser, som bør underlægges den regionale hegemon.

Gorm. Du anerkender ikke Ukraines ret til uafhængighed.

Du tilslutter dig Ruslands strategiske grundlag, at stormagten kan definere og håndhæve deres indflydelsessfærer, og hvor de omkringliggende stater som Ukraine, Georgien, Moldova og Hviderusland anses for legitime mål for politisk kontrol og militær magtanvendelse.

Gorm. Du misbruger Gert Petersens eftermæle til at angribe Ukraines ret til national selvstændighed. Jeg har intet sted i Gert Petersens omfattende bogproduktion læst udsagn, som støtter din udlægning af denne tolkning.

Tak til Michael Christensen for en aktuel kommentar i POV International."

Her følger mit svar:

Ukraines ret til selvstændighed, som du kalder det, ignorerer det faktum, at Ukraine ikke er en homogen stat og aldrig bliver det. 

Du påstår, udokumenteret, at jeg tilslutter mig, at Rusland som de eneste tillader sig at besidde et strategisk grundlag og en sikkerhedspolitik, der angiveligt går på, at stormagten Rusland alene er den, der kan definere og håndhæve sine indflydelsessfærer. De omkringliggende stater som Ukraine, Georgien, Moldova og Hviderusland anses for legitime mål for politisk kontrol og militær magtanvendelse. Ja, jeg har ikke lagt skjul på, at Rusland er en hegemon modsat den teoretisk forfejlede opfattelse hos enhedslisten, om at Rusland skulle være "imperialistisk". Sandt nok repræsenterer Rusland en hegemonisme, og dette skyldes, at Rusland som NATO har en sikkerhedspolitik. Min indfaldsvinkel til dette ligger indenfor den politiske videnskab (politologien), hvor det handler om realisme og sikkerhedspolitik fremfor allehånde mere eller mindre moralske opstød, der i øvrigt også kan vise sig at være fejlagtige!

Undskyld jeg bander – men hvor fanden blev Cubakrisen lige af i dine påstande. Havde USA ikke en interessesfære, da man opstillede missiler på Cuba. Og hvordan tror du, USA ville reagere, hvis Kina eller Rusland i dag begynder at sende militært isenkram, militære rådgivere og økonomisk støtte til Cuba og Venezuela. Eller ville man, som Rusland i årevis undlade at gribe ind, hvis Mexico og Canada fik fjendtlige hensigter overfor USA med støtte fra Rusland. Den amerikanske sikkerhedspolitik på dette felt er ganske klar; man betragter Nord- mellem- og Sydamerika som amerikanske interessesfærer og tolerer ikke under indtryk af Monroe doktrinen, at fremmede magter bryder ind med en lignende støtte som set i Ukraine!

Og har USA ikke siden anden verdenskrigs afslutningen utallige kup, krige per stedfortræder og krige som i Korea, Vietnam, Irak, Afghanistan og snart Iran på samvittigheden. Hvorfor tror du mon Trump nu vil til at effektuere Monroedoktrinen og for at få kontrol med Vestarktis, herunder Grønland?

USA imperialismen, NATO og EU skal indgå i dit trussels billede for at forstå, hvorfor Rusland modsætter sig Ukraines medlemskab af NATO og efter NATO topmødet de seneste dage, modsætter sig Ukraines medlemskab af EU. Siden George F. Kennans inddæmnings strategi har det været klart, at man ønsker at omringe og kvæle Rusland, så de multinationale selskaber rigtigt kan gå i gang med opkøb jord "land grabbing", tilegnelse og udbytning af Ruslands enorme ressourcer samt den billige højt uddannede arbejdskraft. 

Kennans ideer blev baggrunden for Truman-administrationens udenrigspolitik efter, at Kennan anonymt i 1947 udfærdigede et bidrag, den såkaldte "X-artikel", som publiceredes i tidsskriftet Foreign Affairs. Det var i denne artikel, at ideologien om USA's politik overfor Rusland opstod. Det handler om at gennemføre "en langsigtet, tålmodig, men fast og årvågen inddæmning af russiske ekspansive tendenser."

Set med nutidens øjne, skal inddæmningen ske i Arktis, hvor Rusland som den største arktiske nation besidder nordøstpassagen og betydelige ressourcer i det arktiske hav. 

Siden 1989 er inddæmningen delvist gennemført i central og Østeuropa med optagelse af disse stater i NATO på trods af James Bakers oprindelige løfte i 1990. 

Det skal ske ved at gennemføre endnu flere af disse "farverevolutioner" igangsat eller forsøgt af CIA og USA i forskellige lande samt i de tidligere sovjetrepublikker på Ruslands syd flanke, ikke at forglemme i selve Rusland. Og endeligt det fremtidige scenarie omkring forsøgene på at adskille Kina og Rusland og ødelægge den kinesiske økonomi og militarisere Taiwan, så man har gennemført en fuldkommen omringning. 

Ved siden af dette planlægger man, at balkanisere Rusland på same vis, som man ødelagde Jugoslavien. At strategien lever i bedste velgående kan du se i kilder fra "The US Governments Commission on Security and Cooperation in Europe og fra Helsingfors kommissionen. Dette er detaljeret citeret i min seneste bog fra Routledge om menneskelig sikkerhed i Arktis.

Nej, Ukraine kan aldrig blive en stat med den kurs Kiev juntaen, der lever op til mere eller mindre fascistiske idealer, udstikker. 

Siden 2014 har man forfulgt den russiske minoritet og i øvrigt andre minoriteter. Overtrædelser af FNs menneskerettighedserklæring forekommer, og det samme med Genevekonventionen om krigsfanger! 

Nazificeringen af Ukraine med statuer af nazikollaboratøren Stepan Bandera og marcher under nazi bannere og nazi symboler er dokumenteret med billeder og videoer. 

Det østlige Ukraine bestående af en russisk majoritet har ret til selvbestemmelse jvf. international lov (Wien 1966). Siden 2014 har man fra Vestukraines side overtrådt dette gennem et upåagtet folkemord i Donbas, forfølgelse af den russiske kirke, forbud mod det russiske sprog og mange andre "artigheder". 

Det russiske mindretal havde med Minsk aftale II ikke bedt om andet end lokalt selvstyre. Dette overtrådte Ukraine og OSCE landene. Med Angela Merkels ord skulle man bruge tid, så Juntaen kunne genopruste og fortsætte sine angreb på det russiske mindretal herunder også civile. 

Regimet i Kiev i dag har udviklet sig til at blive en gruppe af terrorister, der bevidst angriber civile mål på russisk territorium. 

Dagen inden den såkaldt russiske invasion i 2022 forberedte Kiev regimet endnu en offensiv mod Donbas, der ville have bidraget yderligere til folkemordet. Der befandt sig på det tidspunkt en million russiske statsborgere i Østukraine, så den naturlige reaktion var den specielle militære operation, der ikke var væsensforskellig fra den såkaldte humanitære intervention, hvor NATO terrorbombede Serbien.

Min udlægning af Gert P's værk har, som du skriver, ikke noget med dette at gøre. Men mon ikke hans opbakning til selvforvaltning og selvstyre ville have fået ham til at indse, at det russiske mindretals ret selvbestemmelse blev krænket siden 2014, hvor et CIA organiseret kup blev iværksat!! 

Gert P's værk om den gensidige frygt anser jeg for igen at være aktuel. At Gert indimellem havde svagheder for Sovjetunionen og Rumænien, forbigår vi i tavshed. Det viser, at han på trods af kritikken af begge supermagter, alligevel indimellem tog parti. 

At han var kritiker af NATO, kan der derimod ikke herske tvivl om. Han ville næppe havde sanktioneret NATOs aggression siden 1991 helt op til de russiske grænser på trods af James Bakers og Hans Dietrich Genschers løfter om ikke at ekspandere "en tomme" øst for Oder-Neisse grænsen. Både Gorbachovs arkiver og arkiver i Washington DC bekræfter, at dette løfte blev afgivet.

Ikke desto mindre havde han ret i det vanvittige, der lå gemt i begge siders gensidige frygt, under den første kolde krig. Denne irrationelle frygt kommer igen til udtryk på begge sider. Det var det, jeg ville sige med mit citat af bogen, og ikke det andet, du bringer ind i debatten, som jeg betragter som uvedkommende og forkert! Det er en ukritisk gengivelse af vestlige kilders propaganda, herunder den de ukritiske danske medier og i øvrigt DRs og TV2s mikrofonholdere. En alsidig debat fremfor Ursula von der Leyens ensidige censur af Russiske kilder fordrer, at man har en vilje til at ville forstå, hvad modparten mener og hvad, der ligger bag dette.

Jeg vedkender mig en fortid i SF, men det får mig altså ikke til nostalgisk at klynge mig til partiet, når dets politik er gået hen og blevet så åbenlyst anderledes og forkert, end det var fra partiets dannelse og frem til slutningen af 90'erne. 

Og om det var Gert Petersen eller en anden, der rigtigt påpegede, at den gensidige frygt og den hermed forbundne irrationalitet bringer os nærmere verdenskrigen. Ja! Det er sgu da uendeligt ligegyldig. Jeg betragter hverken Larsen, Ømann, Petersen, Nielsen og de mindre vellykkede efter som guder. 

Og jeg tror heller ikke, det er særligt frugtbart, at vi i bedste stalinistiske ånd skal slås om, hvem der har patent på, hvad Lenin eller Gert Petersen mente. Men har nogle af SFs koryfæer sagt noget, der kan anvendes på den nuværende situation, skal det da fremhæves. Vi ville vel heller ikke afvise Marx og empiriske data, der bekræfter profittens tendens til fald, nu da dette er påvist empirisk fra flere sider.

Der er behov for et nyt venstrefløjsparti, der holder fast venstrefløjens oprindelige mærkesager, man nu har forladt af opportunistiske årsager. 

Derfor har SF og Enhedslisten gjort sig selv overflødige fordi man ikke har sat sig ordentligt ind i den internationale alsidige og kritiske debat om aggressionen mod Rusland der fremmes af videnskabelige kræfter og Ruslandskendere som Jeffrey Sachs, John Mearsheimer, Glenn Diesen, Scott Ritter, Douglas McGregor, Richard Wolf, Chris Hedges og mange andre. De er som vor tids svar på de hedengangne illegale medier Samizdat i Sovjetunionen, tvunget til at benytte egne eller andres oprettede dokumentarer og talk shows på hjemmesider, Rumble.com, Patreon, og Substack.