Leon Trotskij - slagteren fra Kronstadt

Gorm Winther

Professor, Ph.D.

Hjemløs folkesocialist

At der i dag findes mennesker indenfor den sekteriske del af den dansk venstrefløj, der ser Leon Trotskij som et forbillede eller en ideologisk rollemodel er ganske enkelt uforklarligt. Dette er ikke bedre end, at man vedkender sig en beundring for stalinismen. Leon Trotskij var ikke et hår bedre end Josef Stalin. Set med nutidens øjne er de begge at betragte som folkemordere. At der endnu findes grupper som Internationale socialister, Socialistisk Arbejderparti, Den såkaldte Fjerde Internationale og nu dele af den nye gruppering omkring 'Rødt Venstre', der bekender sig til Leon Trotskij er temmeligt tragisk. Et nyt venstrefløjsparti der rejser sig på den danske virkeligheds grund på et rent marxistisk og udogmatisk socialistisk grundlag har ikke brug for disse mystikere.

Et er, at disse kræfter ideologisk set baserer sig på "Slagteren fra Kronstadt" , Leon Trotskij. Andet er, at dette er golde bevægelser, der aldrig har evnet at befrugte den danske eller internationale arbejderbevægelse. Det hele er en omgang " Viel Geschrei und wenig Wolle". Oversat til dansk beskriver "meget skrig og lidt uld", at disse støjsendere ikke har udrettet noget som helst. Bragesnak omkring en verdensrevolution – med Trotskijs ord "Den Permanente Revolution" – fortæller os at vi har at gøre med en flok drømmere, der lige så godt kunne starte en forening for tilhængere af ideen om at jorden skulle være flad, eller at NASA aldrig landede på månen!

Trotskisternes ustyrlige had til verdenskommunismen foregik selv efter Perestrojka og forsøgene på at skabe en socialisme baseret på ytringsfrihed, afmonteringen af den på daværende tidspunkt umulige planøkonomi og overgangen til medarbejderstyre (Arbejderselvforvaltning). Hadet har en mistænkelig lighed med US-imperialismens, den antikommunistiske verdensliga og CIAs undergravede virksomhed. Forlydender om CIA infiltration, måske ligefrem kontrol med de Trotskistiske grupper, har været fremme. Dette er naturligvis et problem, der kræver yderligere forskning. Objektivt set kan der imidlertid ikke sættes spørgsmålstegn ved, at trotskisternes tøjlesløse had til kommunistiske partier, der stod bag vellykkede revolutioner og forsøg på at opbygge socialisme i enkelte lande som f.eks Jugoslavien og Cuba kun tjener den vestlige reaktion. Trotskismen af i dag bidrager ganske aktivt til den pågående historieforfalskning og diverse forsøg på at revidere den internationale arbejderbevægelses historie. Dette foregår i smuk samklang med borgerlige historikeres bedragerier.

Fraserne omkring et såkaldt program for verdensrevolutionen skulle angiveligt appellere til arbejderklassen, ungdommen og de intellektuelle. Og sikkert er det da også, at trotskistiske cellers forsøg på at infiltrere politiske partier og bevægelser måske i en begrænset udstrækning kan bondefange småborgerlige intellektuelle og andre ubefarne dagdrømmere. Disse er tiltrukket af frasemagere, som den danske lønarbejderklasse hverken vil vide af eller høre om. Man er ikke fri for at trække på smilebåndet af disse småborgerlige salonsocialisters radikale "visioner". Det er for disse eskapister altid bedst at være politisk korrekte og løfte fanerne så højt over jorden, at man mister jordforbindelsen!

Hvor ligger Kronstadt?

Kronstadt er en Russisk havneby i Kronshtadtsky-distriktet i Sankt Petersborg. Den er beliggende på øen Kotlin, 30 km vest for Sankt Petersborg, nær spidsen af Den Finske Bugt. Byen er gået over i arbejderbevægelsens historie på grund af kronstadtoprøret, der var vendt mod den bolsjevikiske undertrykkelse af strejkende arbejdere i Petrograd som Sankt Petersborg, (Leningrad), hed den gang. Kronstadts strategiske betydning gjorde, at man siden det 18. århundrede havde etableret Kronstadt som en forsvarspost i den tidligere russiske hovedstad. Den russiske baltiske flåde var opankret i Kronstadt, der bevogtede indsejlingen til Petrograd. I marts 1921 var ø-byen stedet for revolutionære arbejdere og matrosers oprør mod bolsjevistiske kommissærers diktatur.

Strejker og undtagelsestilstand i Petrograd

Ifølge Emma Goldman startede Kronstadt-oprøret mod det bolsjevikiske despoti under Lenin og Trotskij på grund af, at Petrograd sydede af utilfredshed med regeringen og partiet. Strejker brød ud, og der herskede en revolutionær stemning blandt byens arbejdere. Årsagen var de lidelser, der dels opstod på grund af en usædvanlig streng vinter, dels også at den bolsjevikiske regering havde svigtet mht. opbygning af lagre af fødevarer og brændsel. Voldsomme snestorme havde forsinket forsyningen, og da den partistyrede Petrograd-sovjet lukkede flere fabrikker og reducerede arbejdernes rationer til det halve protesterede arbejderne. På samme tid var det almindeligt kendt, at partimedlemmerne på fabrikkerne og i byen kunne modtage alle forsyninger herunder bl.a. sko og varmt tøj, mens frysende arbejdere måtte tage sig til takke med en beklædning, der var i en elendig forfatning. Myndighederne forbød arbejderne at holde møde, og man nægtede at holde møder med de strejkende arbejdere. På samme tid med dette indkaldte man militære enheder for at nedkæmpe de strejkendes arbejderes demonstrationer. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og man opløste fagforeningerne samt forlangte, at man skulle genoptage arbejdet, hvilket man selvfølgeligt ikke fik noget ud af. Kravene om mad, andre forsyninger og en ligelig fordeling af det der var til rådighed stod fast tekstet og opklæbet på plakater over hele byen. Den daglige kamp for at finde føde ledte til sult. Alle indfaldsveje til byen blev herefter lukket, og man indkaldte yderligere massive militære enheder.

Den tredje Russiske revolution

I den spændte situation dukkede Kronstadtmatroserne op i overensstemmelse med garnisonens stolte traditioner, hvor Kronstadt tidligere havde været centrum og en stor støtte for bolsjevikkerne. Flådestyrkerne ved Kronstadt stod forrest under revolutionen og senere i kampen mod den hvide kontrarevolutionære hær støttet af vestlige kolonimagter.

I solidaritet med byens sultende arbejderklasse etablerede man et soldaterråd, der tog ind til Petrograd for at orientere sig om situationen. Efter de delegerede vendte tilbage, vedtog matroserne på krigsskibene "Petropavlovsk" og "Sevastopol" en resolution, der støttede de strejkende. I erklæringen hed det sig, at man både var loyale overfor revolutionen og arbejderrådene (Sovjetterne) ligesom man var loyale over bolsjevikkerne. Modstanden var alene rettet mod Parti-kommissærernes tyranni. Man ville have magten tilbage til arbejderrådene, man krævede forsamlingsfrihed for fagforeningerne og for bøndernes organisationer; endeligt krævede man omgående løsladelse af alle politiske fanger fra fængsler og koncentrationslejre. Brigadernes eksempel blev hurtigt fulgt af Østersøflådens første og anden eskadre, der var stationeret i Kronstadt. Ved et møde d. 1. marts 1921 overværet af 16.000 matroser, soldater fra den røde hær og arbejdere fra Kronstadt blev lignende resolutioner vedtaget. Dette var begyndelsen på den relativt ukendte tredje russiske revolution efter Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen. Der gik panik i byens partiledelse, der udvidede undtagelsestilstanden til at omfatte hele Petrograd distriktet. På samme tid startede partipressen en smædekampagne mod matroserne, idet man beskyldte dem for at have gjort fælles sag med den zaristiske general Kozlowski.

Slagteren fra Kronstadt går i aktion!

Trotskij, der senere i sin kritik af Stalinismen i en bog skrev om den forrådte revolution var selv den første forræder mod oktoberrevolutionens paroler om arbejderkontrol og arbejderselvforvaltning. Grigory Zinovjev der tilhøret centralkomiteens øverste ledelse gik i panik; han var aldrig kendt som en modig mand, og han fodrede dagligt Moskva med overdrevne historier om kontrarevolutionære i samarbejde med den hvide hær. Disse falsknerier kan havde været en stærkt medvirkende årsag til det ulykkelige udfald på miseren.

Da Trotskij ankom til Petrograd var det med et ultimatum. Han erklærerede, at han sammen med et andet fremtrædende medlem af partiledelsen, Lev Kamenev handlede efter ordre fra den russiske regering. Trotskij truede med, at han ville lade alle matroser og soldater, der så meget som vovede at løfte hånden mod kommissærvældet, nedskyde som agerhøns. Kun de, der betingelsesløst overgav sig, kunne regne med det bolsjevikiske regimes velsignelse. De som dristede sig til at betvivle den nye klasses næsten guddommelige ret skulle straffes med døden! Romanov Zarismens fremmeste militære eksperter bl.a. Tuchatjevskij stod til hans disposition som leder af stormen på Kronstadt.

Tilbage stod Kronstadtmatroserne, der til det sidste mindst af alt tænkte på revolte eller forsvarskrig mod den bolsjevikiske regering. Man appellerede flere gange til forståelse og en fredsommelig bilæggelse af striden. Først de Trotskijs og Tuchatjevskijs horder uprovokeret gik angreb kæmpede man indædt tilbage. I ti forfærdelige dage holdt matroserne og Kronstadts arbejdere stand mod en vedvarende artilleriild og bombeangreb fra fly, der blev nedkastet mod civilbefolkningen i byen Kronstadt. Om morgenen d. 17. marts standsede bombardementerne og skyderierne. Slagteren, Leon Trotskij havde vundet, titusinder var døde, og byen var druknet i blod. Matroserne, der overlevede, blev henrettet, eller de blev dømt til tvangsarbejde i det nordlige Sibiriens Arktiske egne. Det ironiske er, at dagen efter d. 18. marts, netop var årsdagen for Pariserkommunen i 1871, der ledte til nedslagtningen af 30.000 kommunarder. Yderligere skal man ikke glemme, at kommissærernes undertrykkelse af den russiske arbejderopposition bestående af Anarkister og Anarko-syndikalister fortsatte efter folkemordet i Kronstadt.

Emma Goldman: "Anarkistiske Erindringer" i udvalg ved Michael Helm, Samlerens Bogklub, 1976

Seskabet for Arbejderhistorie