Russerne befriede Bornholm i 1945 - 46.
Historien skrives om overalt med det formål at trække nutidens dæmoniserende russofobi tilbage til en tid, hvor samtiden så med andre øjne på begivenhedernes gang. I dag hedder det sig, at Bornholm blev "besat" af sovjetiske tropper. Glemt er, at russerne, hvis de ville selvfølgeligt kunne havde beholdt Bornholm. Det gjorde de imidlertid ikke. Man forlod frivilligt øen i 1946.
Man beretter om undertrykkelse af bornholmerne, og hundreder af forbrydelser begået af de sovjetiske soldater i form af tyveri og voldtægter dukker nu op, uden at man fortæller, hvilken straf disse handlinger foranledigede. Den russiske justits var hård, hvor overgreb på civilbefolkningen i flere tilfælde blev straffet med døden. Når 15.000 soldater befriede Bornholm antyder dette, at få procent begik disse forbrydelser, sikkert under indtryk af forråelsen i forbindelse med Hitlers totale krig på Østfronten og også en omsiggribende alkoholisme.
At den slags forbrydelser finder sted i alle krige er naturligvis ikke undskyldeligt, men statistisk set, vil man sikkert finde lignende tilfælde fra de øvrige allierede styrkers fremfærd efter okkupationen af Vesttyskland.
Når russerne, der befriede Bornholm, i dag er blevet til besættelsestropper på linje med den tyske nazisme er det et eklatant eksempel på, hvordan "uskyldige" ord kan fordreje historiske fakta.
Set i bagklogskabens uendeligt klare lys var der angiveligt stor uro og en udpræget russerskræk blandt bornholmerne. Glemt er den glæde bornholmerne udtrykte over, at russerne til sidst fordrev tyskerne fra øen og reelt var befriere og ikke besættere. Bornholmerne viste deres taknemmelighed, da de hilste befrierne velkomne gennem uddeling af fødevaregaver til de russiske soldater. I en mere positiv udlægning er der også beretninger om venskabskampe i fodbold. Der var kulturelle og sociale begivenheder for både de sovjetiske styrker og bornholmerne, som for eksempel dans på Store Torv i Rønne pinsedag 1945. At andre lokale ikke så sig for gode til at udnytte situationen glemmes i forbifarten. Man snød de russiske befriere ved at tage sig godt betalt for hårsprit og møbelpolitur. Det kom derfor til episoder, når sovjetiske soldater følte sig bondefanget.
Set i lyset af tidligere tiders historieskrivning påkalder Politikens Danmarkshistorie fra 1966 sig en interesse, når det kommer til historieomskrivningen. Bind 14 "Besættelse og Atomtid" forfattet af Frantz Wendt under redaktion af John Danstrup og Hal Koch har en noget anden fremstilling af den sovjetiske befrielse af Bornholm end den nutidens "journalister" og såkaldte historiske eksperter disker op med (Side 319 – 320)! Det russiske bombardement af Bornholm skyldtes ene og alene, at den tyske værnemagt nægtede at overgive sig!
Billedteksten med Dronning Ingrid der har den russiske general Korotkov og Danmarks Kommunistiske Partis formand Aksel Larsen til bords siger kort og godt:
"Efter tyskernes kapitulation på Bornholm holdt sovjettropperne øen besat indtil april 1946. Forholdet mellem soldaterne og befolkningen var godt ikke mindst på grund af den hurtige hjemsendelse af de tyske tropper og flygtninge. Den russiske øverstbefalende General Korotkov ses her ved en middag på Christiansborg 1. juni 1945 mellem kronprinsesse Ingrid og minister uden portefølje Aksel Larsen."