Man kan til AfD tilhængere referere den demokratiske grundlæggende sætning: "Jeg er uenig med dig, men jeg vil dø for din ret til at sige din mening!". Højrenationalismen og den nationale konservatisme sammen med den virkelige venstrefløj opleves af eurokraterne med god grund som farligt for den politiske EU elite og bag dem den herskende monopolkapitalistiske klasse. EU og nationale flommeeuropæere forbyder højrefløjspartier i Tyskland, Frankrig og Rumænien. Man hindrer Ungarns opposition i EU, mens man paradoksalt støtter den naziinficerede junta I Kiev (!). EU udøver censur gennem en lovgivning omkring det eliten opfatter som misinformation. Og nu vil man til at overvåge borgerne gennem fuld adgang til alle offentlige registre og kortlægning af meningstilkendegivelser på sociale medier og pressen. EU er nyliberalismens diktatur over sine borgere. EU staten fremtræder som totalitær. Den 2. oktober 1972 var en kæmpemæssig fejltagelse. Vi tilsluttede os det europæiske fællesskab og lige siden har udviklingen været en glidebane væk fra en selvstændig økonomisk politik. Det har været en glidebane væk fra folkestyre og frem mod et kommissærvælde der ikke er demokratisk fordi de politiserende kommissærer ikke er folkevalgte. Og nu indskrænkninger af ytringsfriheden og den personlige sikkerhed. EU er overnational statsliggørelse - Etatisme - og et diktatur. Storbritannien forlod det forliste projekt. Det knager med stater som Slovakiet, Ungarn og Rumænien i opposition. Serbien valgte at se stort på en naiv baltisk eurokrats forsøg på at true statsledere til ikke at deltage i Ruslands fejring af sejren over Nazityskland. Man forsøgte at indskrænke rejsefriheden ved forbud m.h.t. at krydse de Baltiske luftrum. EU krænker i dag FNs deklaration om menneskerettigheder på mange punkter. Det er på tide at vågne op. Hvad skal Norden med et EU fyldt med personager med en fremmed kulturel baggrund der intet har at gøre med den danske virkelighed, folkestyret og vores mulighed for at føre en anden økonomisk politik end den der er rodfæstet i nyliberalisme og monetarisme. Det var Ivar Nørgaard der i sin tid undrede sig over at EU konvergensindikatorer kun havde mål for statsgæld, statens underskud og inflation. Der var ikke målsætninger for arbejdsløsheden. Og en beskæftigelsesfremmende politik var begrænset af indikatorerne for statsgæld og -underskud. Gennem en lempelig emigrationspolitik og begrænsninger på den offentlige efterspørgsel ønsker man at skabe en reservearme af arbejdsløse. Overgangen til krigsførelsens politiske økonomi og forgyldelsen af militærindustrien ses af nogle som beskæftigelsesfremmende. Valget mellem smør og kanoner har imidlertid den forarmende effekt at lønarbejderklassen i produktive erhverv (Sektoren for handlelige varer) tvinges ned i løn fordi ressourcer suges ud af den produktive sektor (Hollands syge). Den produktive sektors arbejderklasses efterspørgsel falder ligesom det offentliges efterspørgsel på velfærd og uddannelse falder, fordi der omprioriteres fra velfærd til krigsfærd. Den europæiske økonomi er på vej ud i en økonomisk krise forstærket af de vanvittige sanktioner og en økonomisk politik der forstærker afindustrialiseringen. Tilbage vil man så stå med en krigsindustri og en uproduktiv sektor (ikke handlelige varer), der suger alle ressourcer ud af den sektor der producerer til eksport og importerstatning.
Rusland er ikke agressoren i Europa. Siden 1991 hvor man lovede Gorbachev og Sjevardnaze ikke at ekspandere NATO en tomme øst for det tidligere DDR Har man i overensstemmelse med George F Kennans inddæmnings- og regionaliseringspolitik oprettet militære baser over mod de russiske grænser. Man optog på trods af afgivne løfter østeuropæiske lande i...
Min Bemærkning til Per Clausen der løgnagtigt skrev dette til Erik Ovesen på facebook:
Der var en gang en venstrefløj der sagde "AFRUST VORT LAND". Jeg er en af de privilegerede, der i januar 1968 sammen med 1000 andre hørte Aksel Larsen Tale i Folkets Hus Nørresundby. Han talte uden manuskript på en måde, så man næsten følte man sad overfor ham og talte med ham personligt. Aksel var marxist og socialist til...
Historien skrives om overalt med det formål at trække nutidens dæmoniserende russofobi tilbage til en tid, hvor samtiden så med andre øjne på begivenhedernes gang. I dag hedder det sig, at Bornholm blev "besat" af sovjetiske tropper. Glemt er, at russerne, hvis de ville selvfølgeligt kunne havde beholdt Bornholm. Det gjorde de imidlertid ikke. Man forlod frivilligt øen i 1946.
Man beretter om undertrykkelse af bornholmerne, og hundreder af forbrydelser begået af de sovjetiske soldater i form af tyveri og voldtægter dukker nu op, uden at man fortæller, hvilken straf disse handlinger foranledigede. Den russiske justits var hård, hvor overgreb på civilbefolkningen i flere tilfælde blev straffet med døden. Når 15.000 soldater befriede Bornholm antyder dette, at få procent begik disse forbrydelser, sikkert under indtryk af forråelsen i forbindelse med Hitlers totale krig på Østfronten og også en omsiggribende alkoholisme.
At den slags forbrydelser finder sted i alle krige er naturligvis ikke undskyldeligt, men statistisk set, vil man sikkert finde lignende tilfælde fra de øvrige allierede styrkers fremfærd efter okkupationen af Vesttyskland.
Når russerne, der befriede Bornholm, i dag er blevet til besættelsestropper på linje med den tyske nazisme er det et eklatant eksempel på, hvordan "uskyldige" ord kan fordreje historiske fakta.
Set i bagklogskabens uendeligt klare lys var der angiveligt stor uro og en udpræget russerskræk blandt bornholmerne. Glemt er den glæde bornholmerne udtrykte over, at russerne til sidst fordrev tyskerne fra øen og reelt var befriere og ikke besættere. Bornholmerne viste deres taknemmelighed, da de hilste befrierne velkomne gennem uddeling af fødevaregaver til de russiske soldater. I en mere positiv udlægning er der også beretninger om venskabskampe i fodbold. Der var kulturelle og sociale begivenheder for både de sovjetiske styrker og bornholmerne, som for eksempel dans på Store Torv i Rønne pinsedag 1945. At andre lokale ikke så sig for gode til at udnytte situationen glemmes i forbifarten. Man snød de russiske befriere ved at tage sig godt betalt for hårsprit og møbelpolitur. Det kom derfor til episoder, når sovjetiske soldater følte sig bondefanget.
Set i lyset af tidligere tiders historieskrivning påkalder Politikens Danmarkshistorie fra 1966 sig en interesse, når det kommer til historieomskrivningen. Bind 14 "Besættelse og Atomtid" forfattet af Frantz Wendt under redaktion af John Danstrup og Hal Koch har en noget anden fremstilling af den sovjetiske befrielse af Bornholm end den nutidens "journalister" og såkaldte historiske eksperter disker op med (Side 319 – 320)! Det russiske bombardement af Bornholm skyldtes ene og alene, at den tyske værnemagt nægtede at overgive sig!
Billedteksten med Dronning Ingrid der har den russiske general Korotkov og Danmarks Kommunistiske Partis formand Aksel Larsen til bords siger kort og godt:
"Efter tyskernes kapitulation på Bornholm holdt sovjettropperne øen besat indtil april 1946. Forholdet mellem soldaterne og befolkningen var godt ikke mindst på grund af den hurtige hjemsendelse af de tyske tropper og flygtninge. Den russiske øverstbefalende General Korotkov ses her ved en middag på Christiansborg 1. juni 1945 mellem kronprinsesse Ingrid og minister uden portefølje Aksel Larsen."
